Tvangstilbageholdelse

Tvangstilbageholdelse i psykiatrien

Tvangstilbageholdelse betyder, at en patient, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling, ikke får lov til at forlade afdelingen, når han eller hun ønsker det. Ligesom ved tvangsindlæggelse er der tale om en frihedsberøvelse, og som patient har du ret til både at klage over den og at få den prøvet ved domstolene. Reglerne bliver ikke altid overholdt i praksis, og en tilbageholdelse, hvor formkravene ikke er fulgt, kan være ulovlig.

Betingelserne for tvangstilbageholdelse

Tvangstilbageholdelse er reguleret i psykiatrilovens § 10 og hviler på nøjagtig samme materielle betingelser som en tvangsindlæggelse, jf. § 5. Patienten skal altså:

Forskellen til tvangsindlæggelse ligger ikke i betingelserne, men i situationen og fremgangsmåden: ved en tvangstilbageholdelse er patienten allerede indlagt, og det er afdelingens egen overlæge, der træffer beslutningen. Der medvirker altså ikke en uvildig, udefrakommende læge, sådan som der gør ved en tvangsindlæggelse. Forskellen på de to indgreb uddyber vi i vores artikel om forskellen på tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse.

Hvornår opstår en tvangstilbageholdelse?

Den typiske situation er, at en patient, der er indlagt frivilligt, beder om at blive udskrevet, men overlægen vurderer, at betingelserne i § 5 fortsat er opfyldt og beslutter at holde patienten tilbage. En frivillig indlæggelse kan altså skifte karakter til en frihedsberøvelse. Tvangstilbageholdelse omfatter også den situation, hvor en indlagt patient overføres til en lukket afdeling uden at give sit informerede samtykke, jf. § 10, stk. 2.

Beder patienten om at blive udskrevet, må afdelingen ikke bare lade spørgsmålet ligge. Efter § 10, stk. 3 skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer tage stilling til, om patienten kan udskrives, eller om der skal ske tvangstilbageholdelse. Fremsættes ønsket inden for det første døgn efter en tvangsindlæggelse, skal svaret gives senest 48 timer efter indlæggelsen. Fristen er ikke en ordensforskrift: som retspraksis nedenfor viser, kan en tilbageholdelse blive ulovlig, hvis den ikke overholdes.

Løbende efterprøvelse

En frihedsberøvelse må ikke opretholdes længere end nødvendigt. Derfor skal en læge efter§ 21 løbende efterprøve, om betingelserne fortsat er opfyldt: fast på 3., 10., 20. og 30. dagen efter indlæggelsen og herefter mindst hver fjerde uge. Hver efterprøvelse skal godkendes af en overlæge og føres til tvangsprotokollen. Så snart betingelserne ikke længere er opfyldt, skal frihedsberøvelsen ophæves.

Når fristerne svigter - U.2026.2259 V

Hvor stor betydning § 10, stk. 3, har i praksis, illustreres af en sag, som vores kontor har ført. Ved Vestre Landsrets dom af 8. september 2025 (trykt i U.2026.2259 V) blev en tvangstilbageholdelse kendt delvis ulovlig, fordi afdelingen ikke reagerede på patientens gentagne anmodninger om udskrivning.

Patienten var tvangsindlagt og blev anset for at være psykotisk, og både indlæggelsen og tilbageholdelsen var i første omgang lovlig. Men fra den 18. april 2024 bad patienten flere gange om at blive udskrevet, uden at overlægen tog stilling inden for de 24 timer, som § 10, stk. 3, kræver. Da tilbageholdelsen blev ophævet ved en revurdering få dage senere, fandt landsretten, at det ikke kunne udelukkes, at frihedsberøvelsen kunne være bragt til ophør tidligere, hvis anmodningerne var blevet efterprøvet rettidigt. Regionen kunne derfor ikke godtgøre, at betingelserne for fortsat at tilbageholde patienten var opfyldt, og tilbageholdelsen blev kendt ulovlig fra den 19. april 2024 og frem til ophævelsen. Sagen blev hjemvist til byretten til behandling af erstatningsspørgsmålet.

Byretten var nået til det modsatte resultat med den begrundelse, at de materielle betingelser jo var opfyldt hele vejen igennem, så en formel fejl ikke i sig selv kunne gøre tilbageholdelsen ulovlig. Landsrettens dom viser, hvorfor det ræsonnement ikke holder: netop fordi afdelingen ikke tog stilling til udskrivningsønskerne, kan man ikke bagefter vide, om patienten kunne være sluppet fri tidligere, og den usikkerhed falder tilbage på myndigheden, ikke på patienten. Formkravene er altså ikke tom formalia; de er selve mekanismen, der skal fange det øjeblik, hvor en frihedsberøvelse ikke længere er berettiget.

Klage og domstolsprøvelse

En tvangstilbageholdelse kan påklages til Det Psykiatriske Patientklagenævn, jf. § 35. Fordi der er tale om en frihedsberøvelse, kan afgørelsen efter § 37 på patientens anmodning indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, hvor der beskikkes en advokat, som betales af det offentlige. Et eventuelt krav om godtgørelse for en ulovlig frihedsberøvelse behandles efter de samme regler, i praksis ofte i forlængelse af sagen om lovligheden.

En klage har ikke opsættende virkning; tilbageholdelsen kan altså opretholdes, mens klagen behandles. Og godkender Patientklagenævnet frihedsberøvelsen, kan spørgsmålet om udskrivning som udgangspunkt først kræves prøvet på ny, når der er gået to måneder.

Omfanget af tvangstilbageholdelser i Danmark

Tvangstilbageholdelse er et hyppigt indgreb. I 2023 blev ca. 2.285 voksne tvangstilbageholdt på en psykiatrisk afdeling. Tilbageholdelse følger ofte i forlængelse af en tvangsindlæggelse eller af en frivillig indlæggelse, hvor patienten ønsker sig udskrevet, og indgrebet er derfor tæt forbundet med de øvrige former for frihedsberøvelse i psykiatrien.

Har du eller en pårørende været tvangstilbageholdt?

En tvangstilbageholdelse kan påklages til Det Psykiatriske Patientklagenævn og efterfølgende indbringes for domstolene, hvor man har ret til gratis advokatbistand. Hos Blicher Fuhr Advokatfirma har vi indgående erfaring med sager om tvang i psykiatrien og bistår med at klage og med at rejse erstatnings- og godtgørelsessager. Er du patient, er du velkommen til at kontakte os direkte. Er du pårørende, tager vi også gerne en indledende, uforpligtende drøftelse - vær dog opmærksom på, at vi kun kan føre selve sagen efter henvendelse fra patienten selv, en værge eller en myndighed.