Varetægtsfængsling

Når politiet anholder et menneske, står familien ofte tilbage med flere spørgsmål end svar. Hvor er han henne? Hvornår kommer han for en dommer? Hvor længe kan man overhovedet sidde varetægtsfængslet? Varetægtsfængsling er frihedsberøvelse af en person, der ikke er dømt - og som efter loven skal behandles som uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Alligevel var næsten hver tredje af alle indsatte i danske fængsler og arresthuse i 2024 ikke dømte, men varetægtsfængslede, og både Europarådet og FN har gentagne gange kritiseret Danmarks brug af varetægt og isolation.

På denne side gennemgår vi forløbet trin for trin: fra anholdelsen over grundlovsforhøret til fristforlængelser, isolation og kære. Du kan også læse, hvad forsvarerens rolle er, hvordan du bruger dit frie forsvarervalg, og hvad der gælder om erstatning, hvis fængslingen viser sig uberettiget.

Fra anholdelse til grundlovsforhør - 24-timers reglen

Grundloven sætter en absolut grænse for, hvor længe politiet kan holde en anholdt uden dommerkontrol. Efter grundlovens § 71, stk. 3, skal enhver, der anholdes, stilles for en dommer inden 24 timer. Det retsmøde kaldes et grundlovsforhør.

I grundlovsforhøret afgør dommeren, om den anholdte skal løslades, eller om der er grundlag for varetægtsfængsling. Kan dommeren ikke tage stilling med det samme, kan anholdelsen opretholdes i op til 3 gange 24 timer, jf. retsplejelovens § 760, stk. 5 - det følger også af grundlovens § 71, stk. 3, at dommerens kendelse skal afsiges snarest muligt og senest inden tre dage.

Allerede ved grundlovsforhøret har den anholdte ret til en forsvarer. Bliver man fremstillet med henblik på varetægtsfængsling, skal retten beskikke en offentlig forsvarer, hvis man ikke selv har valgt en, jf. retsplejelovens § 731. Man har ret til at tale med forsvareren inden retsmødet - og man har ret til ikke at udtale sig.

Hvornår kan man blive varetægtsfængslet?

Betingelserne står i retsplejelovens § 762. Der skal for det første være en begrundet mistanke om, at den sigtede har begået en lovovertrædelse, som kan straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Mistanke alene er dog aldrig nok. Der skal derudover foreligge en af lovens fængslingsgrunde:

Flugtrisiko: Der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage sig forfølgningen (§ 762, stk. 1, nr. 1).
Gentagelsesrisiko: Der er bestemte grunde til at frygte, at den sigtede på fri fod vil begå ny kriminalitet af samme art (§ 762, stk. 1, nr. 2).
Påvirkningsrisiko (kollusion): Der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil vanskeliggøre efterforskningen, fx ved at fjerne spor eller påvirke vidner eller medsigtede (§ 762, stk. 1, nr. 3). Dette er i praksis den hyppigst anvendte fængslingsgrund - og den eneste, der kan danne grundlag for isolation.

Derudover findes den såkaldte retshåndhævelsesarrest i § 762, stk. 2. Her kræves en særligt bestyrket mistanke - altså et skærpet mistankekrav - om enten en lovovertrædelse med en strafferamme på 6 år eller derover (nr. 1) eller visse volds- og seksualforbrydelser mv., hvor der kan ventes en ubetinget dom på mindst 60 dages fængsel (nr. 2), og hvor hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at den sigtede ikke er på fri fod. Efter Højesterets praksis forudsætter fængsling efter stk. 2, nr. 1, som udgangspunkt, at der kan forventes en straf på mindst omkring 1 års ubetinget fængsel, jf. Højesterets kendelser af 7. oktober 2016 (UfR 2017.273) og 24. juni 2020 (UfR 2020.2963).

Endelig gælder et proportionalitetskrav i § 762, stk. 3: Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den forstyrrelse, den forvolder i den sigtedes liv, sagens betydning og den straf, der kan ventes. Kan sagen kun ventes at ende med bøde eller fængsel i højst 30 dage, kan der slet ikke varetægtsfængsles.

Afgørelsen træffes af retten ved kendelse på politiets begæring, og kendelsen skal begrunde konkret, hvorfor betingelserne er opfyldt, jf. retsplejelovens § 764. Netop begrundelsen er et af de steder, hvor forsvareren kan sætte ind - generelle standardformuleringer er ikke nok.

Hvor længe kan man sidde varetægtsfængslet?

Varetægtsfængsling sker altid på tid. Retten skal fastsætte en frist, som skal være så kort som muligt og højst må være 4 uger ad gangen, jf. retsplejelovens § 767, stk. 1. Ved hver fristforlængelse skal retten på ny vurdere, om betingelserne fortsat er opfyldt - og efter § 768 skal fængslingen ophæves, hvis betingelserne ikke længere er til stede, eller hvis retten finder, at efterforskningen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og fortsat fængsling ikke er rimelig.

Herudover indeholder retsplejelovens § 768 a samlede tidsgrænser for varetægt frem til hovedforhandlingens begyndelse i første instans. Grænserne blev nedsat pr. 15. februar 2026 ved lov nr. 263 af 11. februar 2026, og de gældende grænser er:

5 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, der ikke kan medføre fængsel i 6 år
10 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 6 år eller derover
For unge under 18 år: henholdsvis 3 og 6 måneder

Grænserne kan fraviges, hvis retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder - for unge under 18 år kræves helt særlige omstændigheder. Det er værd at bemærke, at grænserne kun gælder frem til hovedforhandlingen i første instans. Er man dømt i byretten og anker, kan retten bestemme, at man skal forblive varetægtsfængslet under anken, jf. retsplejelovens § 769 - og her gælder § 768 a’s grænser ikke. Det betyder i praksis, at nogle sidder varetægtsfængslet i over et år, mens de venter på deres ankesag.

Der gælder dog et grundlæggende princip om, at varetægtstiden ikke bør overstige den straf, der reelt kan forventes afsonet - herunder skal der efter Højesterets praksis tages hensyn til muligheden for prøveløsladelse efter to tredjedele af straffen. Overskrides det, skal der løslades.

Frister ved varetægtsfængsling - overblik

Trin	Frist
Fremstilling for dommer (grundlovsforhør)	Senest 24 timer efter anholdelsen
Opretholdt anholdelse uden fængslingskendelse	Højst 3 gange 24 timer
Første fængslingsfrist og hver forlængelse	Højst 4 uger ad gangen
Samlet varetægt før hovedforhandling (voksne)	Som udgangspunkt højst 5 eller 10 måneder afhængigt af strafferammen
Samlet varetægt før hovedforhandling (under 18 år)	Som udgangspunkt højst 3 eller 6 måneder
Isolation - første frist	Højst 2 uger
Isolation - samlet grænse	14 dage, 4 uger eller 8 uger afhængigt af strafferammen
Kære af en fængslingskendelse	14 dage

Hvad er surrogatfængsling?

Selv om betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt, skal retten vælge en mindre indgribende løsning, hvis formålet kan opnås på den måde. Det kaldes varetægtsfængsling i surrogat og er reguleret i retsplejelovens § 765. Surrogat kræver den sigtedes samtykke og kan fx bestå i ophold på en psykiatrisk afdeling eller en institution, meldepligt hos politiet eller deponering af pas.

Siden 15. februar 2026 har loven desuden givet mulighed for varetægtsfængsling i surrogat på egen bopæl med elektronisk fodlænke under intensiv overvågning, jf. § 765, stk. 2, nr. 8, og bekendtgørelse nr. 273 af 12. februar 2026. Ordningen forudsætter blandt andet en egnethedsvurdering, samtykke fra andre voksne i husstanden og et fastlagt tidsskema. For mange sigtede - særligt personer med arbejde, familie eller helbredsproblemer - er surrogat et argument, forsvareren bør rejse ved hver eneste fristforlængelse. Unge under 18 år anbringes som altovervejende udgangspunkt i surrogat på en sikret institution frem for i arresthus.

Isolation under varetægt - hvornår og hvor længe?

Isolationsfængsling betyder, at retten bestemmer, at varetægtsarrestanten skal holdes fuldstændig adskilt fra de andre indsatte. I praksis sidder man alene i sin celle omkring 23 timer i døgnet, kun afbrudt af gårdtur, som foregår alene og uden andet selskab end personalet. Isolation er et af de mest indgribende midler, staten råder over, og forskningen har længe dokumenteret, at det kan give alvorlige psykiske skader. Reglerne står i retsplejelovens §§ 770 a-770 e.

Isolation kan efter § 770 a kun besluttes af retten, og kun hvis varetægtsfængslingen er sket på grund af påvirkningsrisiko (§ 762, stk. 1, nr. 3), og formålet med fængslingen gør isolation påkrævet - fx for at hindre den sigtede i at påvirke medsigtede gennem andre indsatte. Efter § 770 b må isolation desuden kun anvendes, hvis formålet ikke kan opnås med mindre indgreb (fx besøgskontrol eller anbringelse i et andet arresthus), hvis indgrebet ikke står i misforhold til sagen, og hvis efterforskningen fremmes med den særlige hurtighed, som isolation kræver. Er arrestanten under 18 år, må isolation kun ske, hvis helt særlige omstændigheder gør det påkrævet.

770 c sætter tidsgrænser for, hvor længe man samlet kan holdes isoleret, og grænserne afhænger af sigtelsens strafferamme: højst 14 dage, hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse med en strafferamme under 4 år, højst 4 uger ved en strafferamme på 4 til 6 år, og højst 8 uger ved en strafferamme på 6 år eller derover. Retten kan kun undtagelsesvis tillade isolation ud over 8 uger, hvis afgørende hensyn til efterforskningen kræver det - og det forudsætter, at Rigsadvokaten forinden har godkendt anmodningen, jf. § 770 d. For unge under 18 år er grænsen 4 uger, som kun kan fraviges i sager om statens sikkerhed og terrorisme.

Rettens afgørelse om isolation skal træffes ved en særskilt, konkret begrundet kendelse, den første frist må højst være 2 uger, og udstrækkes isolation ud over 8 uger, har man efter § 770 e krav på mundtlig behandling af sit kæremål i landsretten.

Danmarks brug af isolation under varetægt har historisk været genstand for vedvarende international kritik, og netop den kritik var baggrunden for, at Folketinget i 2000 og igen i 2006 nedsatte tidsgrænserne. Antallet af isolationsfængslinger er faldet markant siden 1990’erne - men som sagen nedenfor viser, er skaderne for den enkelte til gengæld svære at gøre om.

Da isolationen gjorde en frifundet mand syg - Rohde mod Danmark

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tog i 2005 stilling til dansk isolationspraksis i sagen Rohde mod Danmark. En mand var i 1994 blevet sigtet for indsmugling af kokain og sad varetægtsfængslet i cirka 17 måneder - heraf omkring 11½ måned i isolation - inden hans sag kom for retten. Han blev frifundet af et nævningeting. Under isolationen udviklede han en alvorlig psykisk lidelse, og Højesteret tilkendte ham senere en erstatning på 1,1 mio. kr., fordi isolationen var hovedårsagen til sygdommen.

Menneskerettighedsdomstolen fandt med det snævrest mulige flertal - fire dommere mod tre - at Danmark ikke havde krænket forbuddet mod umenneskelig behandling i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Mindretallet fandt det ikke godtgjort, hvorfor isolationen skulle vare så længe, og kritiserede, at manden ikke var blevet tilset af en psykiater.

Dommen er nu over 20 år gammel, og det er efter vores opfattelse et åbent spørgsmål, om en tilsvarende sag ville falde ud på samme måde i dag. Siden 2005 er den internationale forståelse af isolationens skadevirkninger skærpet betydeligt, og Menneskerettighedsdomstolen har i sin senere praksis lagt stigende vægt på isolationens varighed, begrundelsen for den og den løbende lægelige overvågning. Det er vores vurdering, at en isolation på 11½ måned næppe ville stå uantastet i Strasbourg i dag. Sagen står under alle omstændigheder som en påmindelse om, hvor tæt Danmark har været på en domfældelse - og om, at prisen for langvarig isolation betales af mennesker, der kan vise sig at være uskyldige.

Kan Højesteret gribe ind? To nyere kendelser

Domstolskontrollen med varetægtsfængsling er ikke en formalitet, og det kan betale sig at kære. To nyere kendelser fra Højesteret illustrerer det:

I en kendelse af 25. juli 2025 (sag 24/2025, trykt i U.2025.4121 H) fandt Højesteret, at en mand, der havde siddet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk institution siden juni 2024, burde have været løsladt allerede ved landsrettens kendelse i januar 2025. Han var fængslet på grund af påvirkningsrisiko, men sagen var i alt væsentligt færdigefterforsket, politiet havde sikret et omfattende objektivt bevismateriale, og de medsigtede var enten dømt eller selv fængslet. Højesteret fastslog, at der under de omstændigheder ikke længere var grundlag for at antage, at han kunne vanskeliggøre efterforskningen. Kendelsen viser, at påvirkningsrisikoen ikke bare kan genbruges måned efter måned - den skal reelt bestå på afgørelsestidspunktet.

I en kendelse af 19. december 2024 (sag 60/2024, trykt i U.2025.955 H) behandlede Højesteret en sag, hvor en mand efter byretsdom var varetægtsfængslet under sin anke, og hvor landsretten først kunne beramme ankesagen 15 måneder senere - så længe, at han ville have afsonet omkring to tredjedele af byrettens straf i et arresthus, inden ankedommen faldt. Et flertal stadfæstede fængslingen, men pålagde samtidig landsretten at vurdere alle muligheder for at fremrykke hovedforhandlingen. To dommere ville sætte en frist på 4 uger og fandt ikke grundlag for at fastslå, at hensynet til retshåndhævelsen krævede fængsling helt frem til dommen. Kendelsen viser, at lange berammelsestider ved domstolene i praksis væltes over på den varetægtsfængslede - og at selv Højesterets dommere er delte i spørgsmålet.

Hvordan kærer man en fængslingskendelse?

En kendelse om varetægtsfængsling eller isolation kan kæres - det vil sige indbringes for landsretten, jf. retsplejelovens § 968. Kæreadgangen er grundlovssikret for fængslingskendelser, jf. grundlovens § 71, stk. 4. Kærefristen er 14 dage, jf. retsplejelovens § 969, og kæren har ikke opsættende virkning - man bliver altså ikke løsladt, blot fordi man kærer. Omvendt gælder det samme den anden vej: Bestemmer retten, at man skal løslades, skal politiet som udgangspunkt løslade, selv om anklagemyndigheden kærer, medmindre retten bestemmer noget andet.

Forlænges fængslingen ud over 3 måneder, har man efter anmodning krav på mundtlig behandling af kæremålet i landsretten, jf. retsplejelovens § 767, stk. 4. Landsrettens kendelse kan kun indbringes for Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse - som i de to sager, der er omtalt ovenfor. Herudover kan retten efter retsplejelovens § 766 til enhver tid omgøre en fængslingskendelse, og forsvareren kan løbende begære løsladelse, hvis grundlaget skrider.

Forsvarerens rolle - og dit frie forsvarervalg

Ved varetægtsfængsling har man altid en forsvarer: Enten en man selv har valgt, eller en som retten beskikker, jf. retsplejelovens § 731. Det er vigtigt at vide, at den beskikkede forsvarer fra grundlovsforhøret ikke er et vilkår, man skal leve med. Efter retsplejelovens § 730 har enhver sigtet som udgangspunkt ret til selv at vælge sin forsvarer - det frie forsvarervalg, som også er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c. Ønsker man en anden forsvarer end den beskikkede, kan man anmode retten om ombeskikkelse, jf. retsplejelovens § 736. Valget kan i praksis kun begrænses, hvis den ønskede advokat ikke kan møde inden for rimelig tid, eller hvis særlige retsplejemæssige hensyn undtagelsesvis taler imod, jf. retsplejelovens § 733.

Forsvarerens opgaver under varetægt rækker langt ud over retsmøderne: at gennemgå politiets materiale, at udfordre mistankegrundlaget og fængslingsgrundene ved hver fristforlængelse, at pege på surrogatmuligheder, at kære, når der er grundlag for det, og at presse på for, at sagen fremmes hurtigt - for jo længere sagen trækker ud, jo længere sidder klienten fængslet.

Hvad koster forsvareren? Salæret til den beskikkede forsvarer fastsættes af retten og lægges ud af statskassen, jf. retsplejelovens § 741. Bliver man frifundet, eller opgives påtalen, betaler staten som udgangspunkt endeligt omkostningerne, jf. retsplejelovens § 1010. Bliver man derimod dømt, kan man pålægges at erstatte det offentlige sagens nødvendige omkostninger - herunder forsvarersalæret - jf. retsplejelovens § 1008. Det er derfor ikke retvisende at kalde forsvarerbistand i varetægtssager for ubetinget gratis, og det siger vi ærligt. Til gengæld fastsættes salæret efter de samme takster, uanset om man vælger sin egen forsvarer eller beholder den beskikkede - det frie forsvarervalg er altså ikke et spørgsmål om pris.

Menneskerettighederne - EMRK artikel 5

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 beskytter retten til frihed og personlig sikkerhed og gælder direkte i dansk ret. To garantier er særligt vigtige for varetægtsfængslede: Efter artikel 5, stk. 3, har enhver anholdt ret til at blive stillet for en dommer og til rettergang inden en rimelig frist eller til løsladelse i afventning af rettergang. Efter artikel 5, stk. 4, har enhver frihedsberøvet ret til at få frihedsberøvelsens lovlighed prøvet ved en domstol med hurtig afgørelse. Menneskerettighedsdomstolens praksis stiller krav om, at fortsat fængsling begrundes konkret og aktuelt - tiden svækker i sig selv fængslingsgrundene - og at myndighederne udviser særlig omhu (“special diligence”) for at fremme sager mod fængslede. De argumenter kan og bør forsvareren bringe i spil ved fristforlængelser i danske retssale.

Hvor mange sidder varetægtsfængslet i Danmark?

Danmark skiller sig ud, når det gælder brugen af varetægt. Ifølge en opgørelse fra Kriminalforsorgen gengivet af Advokatsamfundet var 32 % af alle indsatte varetægtsfængslede i maj 2024, og FN’s Torturkomité fremhævede i sin eksamination af Danmark i november 2023, at andelen i 2021 var 41 % - markant højere end i vores nordiske nabolande. En analyse fra tænketanken Justitia og Advokatsamfundet fra oktober 2025 viste, at en varetægtsfængsling i 2024 i gennemsnit varede over seks måneder, at antallet af forløb på over to år var seksdoblet på få år, og at omkring 10 % af de varetægtsfængslede ender med ikke at blive dømt for det forhold, de har været fængslet for.

Kritikken kommer også udefra. Europarådets Torturkomité (CPT) offentliggjorde i december 2024 sin rapport om besøget i Danmark i 2024 og gentog her kritikken af blandt andet lange varetægtsfængslinger og manglende aktivitetstilbud til varetægtsarrestanter. FN’s Torturkomité har tilsvarende udtrykt bekymring over, at mange varetægtsarrestanter reelt opholder sig i cellen 23 timer i døgnet - hvad komitéen betegner som de facto-isolation. Tallene opdateres årligt og bør efterses inden offentliggørelse og ved den årlige revision af siden.

Erstatning efter uberettiget varetægtsfængsling

Bliver man frifundet, eller opgiver anklagemyndigheden påtalen, har man som udgangspunkt krav på erstatning for anholdelsen og varetægtsfængslingen efter retsplejelovens § 1018 a i lovens kapitel 93 a. Erstatningen dækker både økonomisk tab og godtgørelse for lidelse og tort, og der kan i visse tilfælde også ydes erstatning, selv om man dømmes - fx hvis varetægtstiden står i misforhold til den idømte straf. Kravet behandles i første omgang af statsadvokaten og kan indbringes for retten. Vi har beskrevet reglerne og processen nærmere på vores side om erstatning efter politiets og anklagemyndighedens indgreb, som ligger under Klage over politiet. Har anholdelsen i stedet ført til en anbringelse i detentionen, kan du læse mere på siden om detentionsanbringelse.

Ofte stillede spørgsmål om varetægtsfængsling

Hvor længe må politiet tilbageholde mig uden en dommer?

Højst 24 timer. Inden da skal du enten løslades eller fremstilles i grundlovsforhør, jf. grundlovens § 71, stk. 3. Dommeren kan herefter opretholde anholdelsen i op til 3 gange 24 timer, hvis der ikke straks kan tages stilling til fængslingsspørgsmålet.

Er varetægtsfængsling en straf?

Nej. Varetægtsfængsling er et efterforskningsmæssigt og processuelt tvangsindgreb mod en person, der ikke er dømt. Bliver du senere idømt fængsel, fratrækkes varetægtstiden i straffen. I praksis opleves varetægt dog ofte hårdere end afsoning, fordi vilkårene i arresthusene er mere restriktive - et forhold, som både Europarådets og FN’s torturkomitéer har kritiseret.

Kan jeg få besøg af min familie under varetægt?

Ja, som udgangspunkt, men politiet kan af hensyn til efterforskningen fastsætte begrænsninger, fx besøgskontrol eller brevkontrol. Er du isoleret, er kontakten til omverdenen stærkt begrænset. Tal med forsvareren, hvis besøgsbegrænsningerne opleves som vilkårlige - de kan indbringes for retten.

Hvad kan pårørende gøre?

Som pårørende kan du ikke selv antage en forsvarer på den fængsledes vegne - valget af forsvarer er den sigtedes eget. Men du kan kontakte os for en indledende, uforpligtende drøftelse af situationen, og du kan fortælle den fængslede, at han eller hun har ret til frit at vælge forsvarer og blot skal bede retten eller arrestpersonalet om at få kontakt til den forsvarer, som han eller hun ønsker.

Bliver jeg automatisk løsladt, når fristen udløber?

Fristen betyder, at anklagemyndigheden skal begære fængslingen forlænget, og at retten på ny skal prøve, om betingelserne er opfyldt. Sker det ikke, skal du løslades. Retten skal desuden løslade, hvis efterforskningen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, jf. retsplejelovens § 768.

Hvad er forskellen på varetægtsfængsling og afsoning?

Varetægtsfængslede er ikke dømt og placeres i arresthus, ikke i fængsel. Formålet er at sikre efterforskningen og retssagen - ikke at straffe. Alligevel er der færre tilbud om beskæftigelse, uddannelse og fællesskab i arresthusene end i fængslerne.

Sidder du eller en af dine nærmeste varetægtsfængslet?

Så tøv ikke med at kontakte os. Vi er forsvarsadvokater med indgående erfaring i varetægtssager, og vi møder i retter i hele landet. Vi udfordrer fængslingsgrundlaget ved hver eneste fristforlængelse, peger på surrogatmuligheder og kærer, når der er grundlag for det - fordi hver dag i varetægt tæller.

Er du sigtet, kan du frit vælge os som forsvarer - også selv om du allerede har fået beskikket en anden advokat i grundlovsforhøret. Du skal blot bede om, at en af vores advokater beskikkes i stedet. Salæret lægges ud af statskassen; bliver du frifundet, betaler staten, og bliver du dømt, kan omkostningerne pålægges dig - og salæret er det samme, uanset hvilken forsvarer du vælger.

Er du pårørende, er du velkommen til at ringe til os for en indledende og uforpligtende drøftelse af, hvad der nu skal ske. Vi kan dog kun påtage os sagen efter henvendelse fra den sigtede selv, en værge eller en myndighed - det følger af reglerne om forsvarervalg.

Ring til os på eller skriv til post@blicherfuhr.dk. Ved akutte anholdelser og grundlovsforhør reagerer vi hurtigt.