Tvangsfiksering

Tvangsfiksering (bæltefiksering) i psykiatrien

Tvangsfiksering hører til de mest indgribende tvangsindgreb, psykiatrien i Danmark har hjemmel til at bruge. Konkret indebærer det, at en patient spændes fast – som oftest til en seng – ved hjælp af bælte og efter omstændighederne også hånd- og fodremme eller handsker.

Siden er en del af vores arbejdsområde psykiatriret, hvor du også kan læse om blandt andet skærmning. Vær opmærksom på, at beroligende medicin med tvang ofte gives i forbindelse med en fiksering - det er et selvstændigt indgreb med sin egen klagevej, som vi gennemgår på vores side om tvangsmedicinering og beroligende medicin med tvang.

Betingelserne for iværksættelse af tvangsfiksering

Det følger af psykiatrilovens § 14, stk. 2, at tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. En latent fare, der eventuelt vil manifestere sig under visse betingelser eller omstændigheder, som kan komme til at foreligge senere, vil derimod ikke være tilstrækkelig.

Betingelserne for opretholdelse af tvangsfiksering ud over nogle få timer

Såfremt tvangsfikseringen opretholdes ud over nogle få timer (dvs. maks. 4 timer) skærpes betingelserne. Disse betingelser er reguleret af psykiatrilovens § 14, stk. 3, hvoraf det fremgår, at en patient alene kan tvangsfikseres i mere end nogle få timer, når hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette.

Af forarbejderne til bestemmelsen i psykiatrilovens § 14, stk. 3, fremgår det, at der stilles krav om at faren skal være væsentlig. En fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig, er ikke tilstrækkelig. Verbale forulempelser, der ikke indeholder trusler om vold eller selvlemlæstelse falder også uden for farlighedsbegrebet.

Krav om jævnlige tilsyn under bæltefiksering

Når en tvangsfiksering opretholdes, følger det endvidere af psykiatrilovens § 21, stk. 4, at der skal foretages lægeligt tilsyn jævnt fordelt mindst tre gange i døgnet. Det første lægelige tilsyn skal som udgangspunkt foretages 2-4 timer efter, at tvangsfikseringen er iværksat. Ved tilsynet skal der foretages en fornyet vurdering af, om det er nødvendigt at opretholde tvangsfikseringen. Efterfølgende vurderinger skal foretages med højst 10 timers mellemrum. Det gælder dog ikke, såfremt patienten sover og det ud fra en lægefaglig vurdering vurderes skadeligt at vække patienten.

Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 24 timer skal der i øvrigt foretages et såkaldt ”eksternt tilsyn”, hvor vurderingen af om bæltefikseringen skal opretholdes, skal foretages af en læge, der ikke er ansat på den pågældende afdeling, hvor fikseringen finder sted.

En patient der er bæltefikseret skal desuden have en fast vagt, hvilket fremgår af psykiatrilovens § 16. Den faste vagt skal jævnligt udarbejde en objektiv beskrivelse af patientens tilstand. Af en vejledning til bestemmelsen fremgår det, at den faste vagt skal gøre notat mindst hvert 15. minut, når en patient er fikseret. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen om den faste vagts notatpligt, at denne blev indført for at styrke retssikkerheden for bæltefikserede patienter. Dette ved at sikre, at der findes en skriftlig beskrivelse af patienten i en situation, hvor nogle patienter kan opleve, at det er svært at løfte bevisbyrden i en eventuel efterfølgende klagesag med påstand om en ulovlig bæltefiksering.

Frister og tilsyn under en tvangsfiksering

• Første lægelige vurdering: senest 4 timer efter, at beslutningen om tvangsfiksering er truffet, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 4.
• Efterfølgende lægelige vurderinger: mindst tre gange i døgnet, jævnt fordelt, og med højst 10 timers mellemrum, jf. § 21, stk. 4. Vurderingerne kan kun udskydes, hvis patienten sover, og det efter en lægefaglig vurdering vil være skadeligt at vække patienten.
• Eksternt tilsyn: Varer fikseringen mere end 24 timer, skal en uafhængig speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, der ikke er ansat på afsnittet og ikke har ansvar for behandlingen, vurdere, om fikseringen skal opretholdes, jf. § 21, stk. 5. Ved mere end 48 timer skal den eksterne vurdering gentages, igen på fjerdedagen og herefter en gang om ugen, jf. § 21, stk. 6 og 7.
• Fast vagt: Patienten skal have en fast vagt under hele fikseringen, jf. § 16, og vagten skal gøre notat om patientens tilstand mindst hvert 15. minut, jf. vejledningen om den faste vagts notatpligt.
• Klage: En klage over tvangsfiksering har ikke opsættende virkning, jf. § 32, stk. 2 - fikseringen kan altså opretholdes, mens klagen behandles.

Danmark og menneskerettighederne

Danmark er gennem mange år blevet kritiseret internationalt for et højt og langvarigt forbrug af tvang i psykiatrien – ikke mindst af Europarådets torturforebyggelseskomité (CPT). Kritikken har også materialiseret sig i konkrete domme.

I sagen Aggerholm mod Danmark afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dom den 15. september 2020. Sagen angik en bæltefiksering på knap 23 timer i 2013. EMD fandt ikke anledning til at behandle spørgsmålet om nødvendigheden af iværksættelsen af fikseringen. EMD fandt dog, at det ikke var dokumenteret, at det havde været nødvendigt at opretholde tvangsfikseringen i en periode på næsten et døgn. EMD lagde i den forbindelse vægt på, at fikseringen blev opretholdt cirka fire timer efter, at klageren var blevet midlertidigt løsnet i forbindelse med toiletbesøg. Det følger af dommens præmis 111, at en potentiel fare ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at en fare er umiddelbar eller overhængende. EMD henviser herefter til det, forarbejderne anfører om, at en fare – for at kunne anses for overhængende – skal være konkret, aktuel og påviselig, og at en latent fare altså ikke er tilstrækkelig. Danmark blev af EMD pålagt at betale Aggerholm 10.000 euro i godtgørelse.

Året efter – i 2021 – valgte staten at indgå forlig i den lignende sag Dam mod Danmark om en 25 timer lang bæltefiksering, før Menneskerettighedsdomstolen nåede at træffe afgørelse. Regeringen vurderede, at det var "overvejende sandsynligt", at sagen ville føre til en dom for en tilsvarende krænkelse. Forliget medførte en ændring af psykiatriloven og indførte bestemmelsen i psykiatrilovens § 16, stk. 2 om den faste vagts notatpligt, som beskrevet ovenfor.

Danmarks problem med langvarige bæltefikseringer er langt fra afsluttet. Så sent som i 2026 blev Danmark igen dømt ved Menneskerettighedsdomstolen i sagen Makki mod Danmark for et brud på artikel 3 i en sag, hvor en patient i 2016 blev bæltefikseret i mere end 11 døgn. Danmark skulle her betale 20.000 euro i godtgørelse.

Omfanget af bæltefiksering i Danmark

Langvarige bæltefikseringer er desværre ikke sjældne herhjemme. Ifølge årsrapporten for 2024 fra Task Force for Forebyggelse af Tvang i Psykiatrien blev der samme år gennemført 3.855 bæltefikseringer af voksne, med en gennemsnitlig varighed på omkring 17 timer. Der er altså tale om et strukturelt problem, hvor man gentagne gange kommer på kant med helt grundlæggende menneskerettigheder.

Klage og domstolsprøvelse

En tvangsfiksering kan påklages til Det Psykiatriske Patientklagenævn, jf. psykiatrilovens § 35. Der er ingen formkrav til klagen - den kan afleveres mundtligt eller skriftligt til afdelingen, eventuelt gennem patientrådgiveren, og afdelingen har pligt til at sende den videre til nævnet. Klagen skal som udgangspunkt indgives, inden der er gået 2 år fra det tidspunkt, hvor du fik eller burde have fået kendskab til forholdet, og senest 5 år efter, at fikseringen fandt sted, jf. § 35, stk. 2. Nævnet kan dispensere fra fristerne, når særlige grunde taler for det.

En klage har ikke opsættende virkning, jf. § 32, stk. 2. I praksis vil bæltefikseringen derfor ofte være ophørt, længe før nævnet når at tage stilling. Det gør ikke klagen overflødig - tværtimod er den efterfølgende prøvelse ofte den eneste reelle kontrol med, om indgrebet var lovligt.

Er du uenig i nævnets afgørelse, skal nævnet efter § 37 på din anmodning indbringe afgørelsen om tvangsfiksering for retten. Sagen behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, der gælder for prøvelse af administrativ frihedsberøvelse. Det betyder blandt andet, at du ikke selv skal udtage stævning eller betale retsafgift, og at retten beskikker en advokat efter dit eget ønske, som betales af det offentlige. Domstolsprøvelsen er altså gratis for dig.

Viser det sig, at tvangsfikseringen var ulovlig, vil patienten ofte have krav på en godtgørelse. Kravet behandles efter § 37, stk. 1, under de samme regler i retsplejelovens kapitel 43 a - også selv om der ikke længere er tvist om selve lovligheden. 

Har du eller en pårørende været udsat for tvangsfiksering?

En tvangsfiksering kan påklages til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Uanset udfaldet af klagen, kan denne efterfølgende indbringes for domstolene, hvor man har ret til gratis advokatbistand. Hos Blicher Fuhr Advokatfirma har vi indgående erfaring med sager om tvang i psykiatrien og kan biståmed både at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn og med at rejse erstatnings- og godtgørelsessager. Kontakt os for en uforpligtende vurdering af din sag.

Ofte stillede spørgsmål om tvangsfiksering og bæltefiksering

Hvornår må en patient bæltefikseres?

Kun når det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for skade på legeme eller helbred, forfølger eller groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2. Faren skal være konkret, aktuel og påviselig - en risiko for, at noget måske kan ske senere, er ikke nok. Tvangsfiksering må desuden kun anvendes kortvarigt.

Hvor længe må en bæltefiksering vare?

Loven sætter ingen absolut tidsgrænse, men udgangspunktet er, at en fiksering kun må vare nogle få timer. Skal den opretholdes længere, skærpes betingelserne efter § 14, stk. 3: Det kræver, at hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger det, og faren skal være væsentlig. Jo længere fikseringen varer, desto strengere bliver kravene til begrundelsen og tilsynet - og som dommene mod Danmark ovenfor viser, kan selv fikseringer på under et døgn være i strid med menneskerettighederne.

Hvor ofte skal en læge tilse mig, mens jeg er fikseret?

En læge skal vurdere, om fikseringen skal opretholdes, mindst tre gange i døgnet, jævnt fordelt, jf. § 21, stk. 4. Den første vurdering skal ske senest 4 timer efter beslutningen om fiksering, og der må herefter højst gå 10 timer mellem to vurderinger. Kun hvis du sover, og lægen vurderer, at det vil være skadeligt at vække dig, kan en vurdering udskydes.

Hvad er en fast vagt, og hvad skal vagten notere?

En patient, der er bæltefikseret, skal have en fast vagt, jf. § 16 - et personalemedlem, der konstant er hos patienten. Vagten skal løbende udarbejde en objektiv beskrivelse af patientens tilstand og skal gøre notat mindst hvert 15. minut, jf. vejledningen om den faste vagts notatpligt. Notaterne indgår i lægens vurdering af, om fikseringen skal opretholdes, og de kan senere være et vigtigt bevis i en klagesag.

Hvad er eksternt tilsyn, og hvornår udløses det?

Varer en tvangsfiksering mere end 24 timer, skal en speciallæge i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, der ikke er ansat på afsnittet, ikke har ansvar for behandlingen og ikke er underordnet den behandlende læge, vurdere, om fikseringen skal fortsætte, jf. § 21, stk. 5. Ved mere end 48 timer gentages den eksterne vurdering, og den skal ske igen på fjerdedagen og herefter en gang om ugen. Er den eksterne læge og den behandlende læge uenige, er den behandlende læges vurdering afgørende - men uenigheden skal oplyses over for patienten, både mundtligt og skriftligt.

Hvad er forskellen på bæltefiksering, fastholdelse og remme?

Bæltefiksering er fastspænding med bælte, som efter § 14, stk. 1, kan suppleres med hånd- og fodremme samt handsker - andre midler må ikke anvendes. Beslutningen om at bruge remme foruden bælte skal træffes af overlægen, jf. § 15. Fastholdelse er derimod fysisk magt, hvor personalet holder patienten eller fører patienten til et andet opholdssted, jf. § 17. Det er et selvstændigt indgreb med en anden klagevej: Klager over fastholdelse afgøres endeligt af Det Psykiatriske Ankenævn efter § 38 og er ikke omfattet af den særlige domstolsadgang, der gælder for bæltefiksering.

Kan jeg klage, efter jeg er blevet udskrevet?

Ja. Klagen skal som udgangspunkt blot være indgivet, inden der er gået 2 år fra det tidspunkt, hvor du fik eller burde have fået kendskab til forholdet, og senest 5 år efter, at fikseringen fandt sted, jf. psykiatrilovens § 35, stk. 2. Der kan dispenseres fra fristerne, når særlige grunde taler for det. Selv om fikseringen for længst er ophørt, kan en klage stadig føre til, at indgrebet tilsidesættes som ulovligt - og dermed bane vej for godtgørelse.

Har jeg ret til gratis advokat?

Ja, ved domstolsprøvelsen. Indbringes Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om tvangsfiksering for retten efter § 37, beskikker retten en advokat efter dit eget ønske, og salæret betales af det offentlige. Under selve klagesagen ved nævnet har du ret til en patientrådgiver, som gratis bistår dig - og du er naturligvis også velkommen til at lade en advokat hjælpe dig allerede på det stadie.

Kan jeg få godtgørelse for en ulovlig bæltefiksering, og hvor meget?

Har en bæltefiksering været ulovlig, kan der rejses krav om godtgørelse, og kravet behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf. § 37. Der findes ikke faste takster - beløbet fastsættes konkret ud fra blandt andet fikseringens varighed og omstændighederne i øvrigt. Til illustration tilkendte Menneskerettighedsdomstolen i de sager mod Danmark, der er omtalt ovenfor, godtgørelser på 10.000 og 20.000 euro. Hvad der kan opnås i netop din sag, afhænger af en konkret vurdering.

Hvad har Menneskerettighedsdomstolen sagt om lange bæltefikseringer?

Domstolen har i flere sager mod Danmark - Aggerholm, Dam og Makki, som er gennemgået ovenfor - slået fast, at en bæltefiksering kun må opretholdes, så længe der består en konkret, aktuel og påviselig fare. En potentiel eller latent fare er ikke nok. Danmark er blevet dømt for brud på forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling i artikel 3, og sagerne har ført til både lovændringer og økonomisk kompensation til patienterne.