Skærmning

Skærmning i psykiatrien: personlig skærmning, aflåste døre og skærmning til stue

“Skærmning” dækker over flere ret forskellige indgreb i psykiatrien, og forskellen har stor betydning for patientens rettigheder. Nogle former er udtrykkeligt reguleret i psykiatriloven med tilhørende retssikkerhedsgarantier og klageadgang. Én form - skærmning til stue - er derimod slet ikke reguleret i loven, selv om den anvendes i praksis. Netop derfor bliver patienternes rettigheder på dette område ofte overset, og det kan være svært overhovedet at finde ud af, hvor man skal klage. Nedenfor gennemgår vi de enkelte former og de meget forskellige klageveje.

Personlig skærmning

Personlig skærmning er reguleret i psykiatrilovens § 18 d. Ved personlig skærmning forstås foranstaltninger, hvor et eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten. “Umiddelbar nærhed” skal efter bekendtgørelsen om anvendelse af anden tvang forstås sådan, at patienten til stadighed er under opsyn - også ved badning og toiletbesøg - så personalet hurtigt kan gribe ind.

Personlig skærmning uden patientens samtykke må kun bruges, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at patienten begår selvmord eller på anden vis udsætter sit eller andres helbred for betydelig skade, eller forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller andre. Beslutningen skal træffes af en læge, efter at lægen har tilset patienten.

Varer en personlig skærmning uafbrudt mere end 24 timer, udløses en række retssikkerhedsgarantier: beslutningen skal tilføres tvangsprotokollen, der skal beskikkes en patientrådgiver efter § 24, og patienten skal vejledes om sin klageadgang.

I praksis “glemmes” det ofte, at personlig skærmning er et tvangsindgreb, fordi den faste vagt glider umærkeligt ind i plejen. Det illustreres af den sag, der endte i Østre Landsrets dom i U.2023.1935 Ø(omtalt på vores side om beroligende medicin med tvang): her havde Det Psykiatriske Patientklagenævn forinden tilsidesat en beslutning om personlig skærmning, fordi foranstaltningen med fast vagt var blevet opretholdt i ni dage, uden at patienten havde samtykket - og uden at der var udarbejdet tvangsprotokol. Manglende registrering gør ikke indgrebet frivilligt; den gør det ulovligt.

Aflåsning af døre i afdelingen

Ved fysisk skærmning afskæres patienten fra at bevæge sig frit ved ophold på et mindre areal. Efter psykiatrilovens § 18 f kan lægen beslutte, at der skal ske aflåsning af døre i afdelingen til en mindre, skærmet enhed - dels over for patienter, der er frihedsberøvede, dels over for patienter, der risikerer utilsigtet at udsætte sig selv for væsentlig fare. Den skærmede enhed skal som minimum indeholde spise-, bade- og opholdsfaciliteter, og patienten skal kunne have socialt samvær med medpatienter i samme enhed.

Én ting er derimod udtrykkeligt forbudt: døre til patientstuer må ikke aflåses på almindelige psykiatriske afdelinger. Det følger direkte af § 18 f, stk. 1. Kun på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, er der efter § 18 a hjemmel til at aflåse selve patientstuen. Bliver man på en almindelig afdeling reelt låst inde på sin stue, er det altså uden hjemmel i loven.

Skærmning til stue - det ulovregulerede indgreb

Ved siden af de lovregulerede former findes en praksis, som går under navne som “skærmning til stue”, “miljøskærmning”, “arealbegrænsning” eller “refleksionstid”: patienten isoleres på sin egen stue med ulåst dør, men afskæres reelt fra at forlade den - for eksempel ved at personale er placeret uden for døren, og ved at patienten føres tilbage eller mødes med tvangsindgreb som fastholdelse eller beroligende medicin, hvis “skærmen brydes”. Ofte kombineres ordningen med begrænsninger i besøg, telefon og samvær med medpatienter.

Denne form for skærmning har ingen udtrykkelig hjemmel i psykiatriloven. Da Folketinget i 2021 indførte reglerne om husordener (§ 2 b), efterlyste flere regioner en klar hjemmel til at skærme patienter til egen stue uden samtykke - men ministeriet afviste udtrykkeligt at indføre en sådan. I U 2024.93 H fastslog Højesteret, at en ordning, hvor en patient reelt ikke måtte forlade sin stue, i et vist omfang måtte sidestilles med aflåsning af stuen, og at forbuddet i § 18 f betød, at ordningen hverken kunne hjemles i anstaltsbetragtninger eller analogislutninger. Et gyldigt informeret samtykke kan i princippet bære ordningen, men både Højesteret og Folketingets Ombudsmand har opstillet skrappe krav: et samtykke, der reelt er opnået under pres eller en uudtalt trussel om tvang, er ikke frivilligt.

Skærmning som frihedsberøvelse - U.2026.1672 Ø

Det helt centrale spørgsmål er, hvad patienten kan gøre, når skærmningen bliver så indgribende, at den reelt spærrer patienten inde. Det spørgsmål fik sit svar i en principiel sag, som vores kontor har ført.

Sagen angik en kvinde, der under en tvangsmæssig indlæggelse i næsten to måneder var underlagt omfattende begrænsninger i sin bevægelses- og handlefrihed. I en periode på knap tre uger var hun i realiteten forhindret i at forlade sin stue - en såkaldt “hvid stue” med et minimum af møblement og uden stimuli. Hun var i perioder underlagt kontinuerligt opsyn med personale uden for døren, blev i flere tilfælde tvangsmedicineret eller fastholdt i situationer, hvor hun havde “brudt skærmen”, og var afskåret fra besøg, telefonopkald og samvær med medpatienter. Hun havde ikke samtykket.

Det bemærkelsesværdige var, at systemet ikke kunne anvise hende nogen klagevej. Det Psykiatriske Patientklagenævn afviste at behandle klagen, fordi ordningen efter nævnets opfattelse ikke var “personlig skærmning” efter § 18 d og dermed faldt uden for nævnets kompetence. Og byretten afviste domstolsprøvelse, fordi skærmningen efter byrettens vurdering ikke var en selvstændig frihedsberøvelse. Patienten var med andre ord fanget i et klagemæssigt tomrum.

Ved dom af 15. januar 2026 (trykt i U.2026.1672 Ø) gjorde Østre Landsret op med dette. Efter oplysningerne om skærmningens konkrete karakter, varighed og intensitet fandt landsretten, at skærmningen havde karakter af en selvstændig administrativ frihedsberøvelse. Dermed havde patienten krav på at få frihedsberøvelsens lovlighed prøvet ved domstolene efter grundlovens § 71, stk. 6, og reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a - med de rettigheder, der følger med, herunder beskikket advokat betalt af det offentlige.

Dommen er principiel af to grunde. For det første fastslår den, at intensiv skærmning til stue ikke kan unddrages enhver kontrol, blot fordi indgrebet ikke passer ind i psykiatrilovens kategorier: bliver begrænsningen tilstrækkeligt indgribende, er den en frihedsberøvelse som kan indbringes for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, hvor myndighederne selv har pligt til at indbringe frihedsberøvelsen for retten, efter anmodning fra patienten. For det andet har dommen sat gang i den juridiske debat om hele områdets manglende regulering - i kølvandet på dommen har professor emeritus, dr.jur. Helle Bødker Madsen i Ugeskrift for Retsvæsen (U.2026B.77) gennemgået retstilstanden og konkluderet, at tungtvejende retssikkerhedsmæssige hensyn taler for, at der skabes en udtrykkelig lovhjemmel for tvungen skærmning på stue. Indtil lovgiver handler, består problemet - og dermed også behovet for at få prøvet de konkrete sager.

Klage og domstolsprøvelse - tre forskellige spor

Klagevejene afhænger helt af, hvilken form for skærmning der er tale om, og det er en af grundene til, at området er så svært at navigere i for patienter og pårørende.

Personlig skærmning, der uafbrudt har varet mere end 24 timer, kan påklages til Det Psykiatriske Patientklagenævn, jf. § 35, og nævnets afgørelse kan påklages videre til Det Psykiatriske Ankenævn efter § 38. Denne form er ikke omfattet af den særlige domstolsadgang.

Aflåsning af døre i afdelingen kan ligeledes påklages til Patientklagenævnet - men her skal nævnet efter § 37 på patientens anmodning indbringe afgørelsen for domstolene efter retsplejelovens kapitel 43 a, hvor der beskikkes en advokat betalt af det offentlige.

Skærmning til stue falder som udgangspunkt uden for begge spor - men efter U.2026.1672 Ø kan indgrebet, når det efter sin karakter, varighed og intensitet reelt spærrer patienten inde, prøves ved domstolene som en selvstændig frihedsberøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a. Er skærmningen ulovlig, kan der rejses krav om godtgørelse.

Har du eller en pårørende været udsat for skærmning?

Skærmningssager er blandt de juridisk vanskeligste i psykiatrien, fordi klagevejen afhænger af indgrebets art og intensitet - og fordi myndighederne, som vores egen sag viser, kan tage fejl af begge dele. Hos Blicher Fuhr Advokatfirma har vi ført den principielle sag på området og har indgående erfaring med at vurdere, om en skærmning er lovlig, hvor den skal prøves, og om der kan rejses krav om godtgørelse. Er du patient, er du velkommen til at kontakte os direkte. Er du pårørende, tager vi også gerne en indledende, uforpligtende drøftelse - vær dog opmærksom på, at vi kun kan føre selve sagen efter henvendelse fra patienten selv eller en værge.