Begreberne tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse bruges begge i psykiatrien, men de dækker ikke over det samme. Forskellen handler først og fremmest om, hvornår frihedsberøvelsen sker, og i hvilken situation patienten befinder sig.
Tvangsindlæggelse anvendes, når en person endnu ikke er indlagt, men indlægges mod sin vilje.
Tvangstilbageholdelse kan derimod kun komme på tale, når patienten allerede er indlagt – enten frivilligt eller ved tvangsindlæggelse – og efterfølgende anmoder om udskrivning. Hvis en sådan anmodning ikke fremsættes, er der ikke grundlag for at tale om tvangstilbageholdelse.
De materielle betingelser for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse er de samme. Begge tvangsindgreb kræver således, at patienten enten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der må sidestilles hermed, og at det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve personen med henblik på behandling, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, jf. psykiatrilovens § 5.
Forskelle i fremgangsmåde
Selvom de materielle betingelser for såvel tvangsindlæggelse som tvangstilbageholdelse er de samme, er der forskel på, hvordan de to indgreb gennemføres i praksis.
Ved tvangsindlæggelse gælder blandt andet:
- En uvildig læge skal undersøge patienten og udarbejde en erklæring om nødvendigheden af indlæggelsen jf. psykiatrilovens § 7
- Politiet træffer beslutning om at iværksætte og gennemføre indlæggelsen
- Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet med patienten
- Efter indlæggelsen tager overlægen på den psykiatriske afdeling stilling til, om betingelserne er opfyldt jf. psykiatrilovens § 9
Ved tvangstilbageholdelse gælder derimod:
- Patienten er allerede indlagt
- Patienten anmoder om udskrivning
- Overlægen vurderer, om betingelserne for fortsat frihedsberøvelse er opfyldt
- Overlægen skal snarest muligt og senest inden 24 timer meddele, om patienten kan udskrives eller tilbageholdes jf. psykiatrilovens § 10, stk. 3
- Hvis anmodningen fremsættes inden for det første døgn efter tvangsindlæggelse, skal beslutningen meddeles senest inden 48 timer fra indlæggelsen
Fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv er den afgørende forskel mellem tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, at der ved tvangsindlæggelse gælder flere retssikkerhedsgarantier end ved tvangstilbageholdelse. Således kræver en tvangsindlæggelse bl.a. opfyldelse af det såkaldte ”to-læge-princip”, der betyder at to læger, herunder én læge der er uvildig fra den psykiatriske afdeling, finder at betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. En tvangstilbageholdelse kan derimod i det hele iværksættes af en overlæge på den psykiatriske afdeling, hvor patienten er indlagt.
For patienter i psykiatrien er det værd at være opmærksomme på disse forskelle mellem tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Overvejer man f.eks. at acceptere en frivillig indlæggelse fordi man har fået det indtryk, at indlæggelse ellers alligevel vil blive foretaget med tvang, skal man være opmærksom på, at man derved ”fraskriver” sig retten til at blive undersøgt af en uvillig læge.
Manglende tilstrækkelig undersøgelse ved tvangsindlæggelse
Hos Blicher Fuhr Advokatfirma har vi ført mange sager om såvel tvangsindlæggelser, som tvangstilbageholdelser i psykiatrien. Én af de problemstillinger, som vi ofte støder på i sager om tvangsindlæggelse er spørgsmålet om, hvorvidt den indlæggende læge har foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af patienten.
Ved Østre Landsrets dom af 27. november 2025, afsagt under sagsnr. BS-26696/2025 (trykt i U.2026.1099 Ø), fik vi på vegne af en klient medhold i, at en undersøgelse, hvor den indlæggende læge ikke havde talt med patienten, før der blev truffet beslutning om indlæggelse, ikke var tilstrækkelig og således i strid med psykiatrilovens § 7, stk. 2. Tvangsindlæggelsen blev herefter kendt ulovlig. Det samme gjorde de efterfølgende tvangstilbageholdelser, idet disse hvilede på en ulovlig tvangsindlæggelse. Patienten blev i en efterfølgende erstatningssag tilkendt 40.000 kr. i godtgørelse for den ulovlige indlæggelse, der varede i 14 dage.
Manglende stillingtagen til udskrivningsønsker.
I sager om tvangstilbageholdelser, er det især sager om manglende stillingtagen til patienters udskrivningsønsker efter psykiatrilovens § 10, stk. 3, som vi ofte støder på.
Det følger af bestemmelsen, at såfremt en patient fremsætter anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Såfremt den psykiatriske afdeling ikke overholder dette, skaber det en form for omvendt bevisbyrde, hvor den psykiatriske afdeling i en efterfølgende retssag skal kunne udelukke, at tvangstilbageholdelsen kunne have været bragt til ophør på et tidligere tidspunkt, hvis patientens anmodninger om udskrivning var blevet efterprøvet. Såfremt den psykiatriske afdeling ikke kan udelukke dette, er indlæggelsen ulovlig.
Denne retspraksis blev slået fast i en dom fra Vestre Landsret af 8. september 2025, afsagt under sagsnr. BS-26739/2025-VLR (trykt i U.2026.2259 V), hvor vi på vegne af en patient fik medhold i, at en indlæggelse, hvor psykiatrien ikke tog stilling til patientens udskrivningsønsker, og hvor han ved den efterfølgende revurdering blev udskrevet, var ulovlig. I en efterfølgende erstatningssag blev patienten tilkendt 12.000 kr. for den ulovlige frihedsberøvelse, der varede i 6 dage.
Klagemuligheder
Der er mulighed for at klage over både tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse.
Efter psykiatriloven kan klager indbringes for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager. Det kan ske enten ved, at sygehusmyndigheden indbringer sagen efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren, eller ved at patienten eller patientrådgiveren selv indgiver klagen direkte.
I forbindelse med behandlingen af klagen skal sygehusmyndigheden sende sagens akter til nævnet. Patienten og patientrådgiveren har desuden mulighed for at forelægge sagen mundtligt for nævnet.
Nævnet skal træffe afgørelse snarest muligt, og i visse tilfælde inden for fastsatte frister.
Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn kan efterfølgende indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Her har patienten ret til at få beskikket en advokat på det offentliges regning.
Hvornår bør man søge juridisk rådgivning?
Hvis du er tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt på en psykiatrisk afdeling og er uenig i denne beslutning, bør du søge juridisk rådgivning med henblik på at udforme en klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Hos Blicher Fuhr Advokatfirma kan vi være behjælpelig med at indgive en klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn, uden omkostninger. Indbringes sagen efterfølgende for retten, har du ret til at få beskikket en advokat på det offentliges regning. Her vil vores specialiserede advokater i psykiatriret ligeledes kunne hjælpe.