Tvangsbortadoption

Tvangsbortadoption - adoption uden samtykke fra forældrene

Har du fået at vide, at kommunen overvejer at indstille dit barn til adoption uden samtykke, står du over for det mest vidtgående indgreb, staten kan foretage over for en familie. En bortadoption er ikke en anbringelse, der kan tages op igen. Den er endelig.

Denne side gennemgår, hvad adoption uden samtykke betyder retligt, hvilke betingelser der skal være opfyldt, hvem der træffer hvilke afgørelser, hvilke frister der gælder, og hvad Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kræver, før et familiebånd må skæres over. Du har ret til en advokat, der er betalt af det offentlige, i alle led af sagen - og du vælger selv, hvem det skal være.

Hvad adoption uden samtykke betyder retligt

Ved en adoption indtræder der samme retsforhold mellem adoptanten og barnet som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem barnet og dets oprindelige slægt, jf. adoptionslovens § 16. Social- og Boligministeriet beskriver det i vejledningen om frigivelse af børn til national adoption som et fuldt familieskifte: der er herefter ingen juridiske bånd mellem barnet og den familie, det kom fra, og ingen lovbestemt ret for hverken barnet eller familien til at have kontakt med hinanden.

Det er dér, forskellen på en anbringelse og en bortadoption ligger:

Ved en anbringelse uden for hjemmet beholder du forældremyndigheden. Barnet har ret til samvær og kontakt med dig, anbringelsen skal genbehandles med jævne mellemrum, og hjemgivelse er et løbende spørgsmål i sagen.

Ved en bortadoption ophører forældremyndigheden, arveretten og slægtskabet i juridisk forstand. Der er ingen genbehandling og ingen hjemgivelse. Kontakt kan kun opstå, hvis der efter en særskilt sag fastsættes samvær eller anden kontakt efter forældreansvarslovens § 20 a - og det sker sjældent. Mere om det nedenfor.

Ved anonyme adoptioner kan barnet senere få oplyst, hvem dets oprindelige forældre er. Forældrene har derimod ikke ret til at få oplyst, hvem barnet er adopteret af.

Betingelserne i adoptionslovens § 9

Adgangen til adoption uden samtykke findes i adoptionslovens § 9. Bestemmelsen har tre relevante led:

• 9, stk. 2 er hovedbestemmelsen: selv om forældrene ikke vil give samtykke, kan adoptionsbevilling i særlige tilfælde meddeles, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det.
• 9, stk. 3 er den, der bruges i langt de fleste sager, og som kaldes fremmedadoption. Adoption kan meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne for anbringelse uden for hjemmet i barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1 eller 2, er opfyldt, og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan afgørelsen træffes inden barnets fødsel, når der i helt ekstraordinære tilfælde er grundlag for det.
• 9, stk. 4 angår plejefamilieadoption: er barnet anbragt i en plejefamilie efter barnets lov § 43, stk. 1, nr. 1-4, og er betingelserne for anbringelse uden for hjemmet i barnets lov § 47, stk. 1, opfyldt, kan plejeforældrene adoptere barnet, hvis barnets tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karakter, at det vil være skadeligt for barnet at bryde den.

Bemærk et sprogligt spor, der ofte overses. Ordet i stk. 3 er “sandsynliggjort”. Indtil 2015 skulle det være “godtgjort”. Samtidig blev aldersgrænsen på ét år og kravet om mindst tre års forudgående anbringelse ophævet. Beviskravet blev altså sænket, og målgruppen udvidet, ved en bevidst lovændring.

En praktisk oplysning, der er værd at kende: henvisningerne i § 9, stk. 3 og 4, blev ændret fra serviceloven til barnets lov ved § 4 i lov nr. 753 af 13. juni 2023 med virkning fra 1. januar 2024. Flere lovsamlinger på nettet gengiver stadig den gamle ordlyd med henvisning til servicelovens § 58. Det er den nye ordlyd, der gælder.

Sagens gang - hvem træffer hvilken afgørelse

Kommunens og børne- og ungeudvalgets opgaver er reguleret i kapitel 6 i barnets lov, §§ 69-73.

1. Kommunen overvejer adoption. Efter barnets lov § 69 skal kommunalbestyrelsen overveje adoption i en række situationer, når det må antages, at barnet vil være anbragt i en længere årrække - blandt andet ved anbringelse efter §§ 46, 47 eller 49, ved fortsat anbringelse efter § 50 og ved permanent anbringelse efter § 67. Efter § 69, stk. 2, skal kommunen desuden overveje adoption, når en forælder til et barn, der er anbragt eller bortadopteret på grund af manglende forældreevne, venter endnu et barn. Det er den bestemmelse, der gør, at nogle forældre møder spørgsmålet om bortadoption, allerede mens de er gravide.
2. Kommunen udarbejder en indstilling. Vurderer kommunen, at adoption vil være bedst for barnet, at forældrene ikke vil samtykke, og at betingelserne i § 9, stk. 2-4, kan opfyldes, skal den indstille til børne- og ungeudvalget, jf. barnets lov § 70. Indstillingen skal navnlig indeholde den børnefaglige undersøgelse efter §§ 20 eller 26, barnets plan, en redegørelse for, at betingelserne i § 9 er opfyldt, oplysninger om barnets holdning til adoptionen og en redegørelse for kommunens arbejde med og overvejelser om at hjemgive barnet. I sager efter § 9, stk. 3 eller 4, skal indstillingen desuden redegøre for, at betingelserne i barnets lov § 47, stk. 1 og 2, er opfyldt. I sager efter § 9, stk. 3, skal kommunen søge vejledende rådgivning hos VISO, jf. barnets lov § 71, stk. 2.
3. Børne- og ungeudvalget. Udvalget kan på et møde indstille til Ankestyrelsen, at barnet adopteres, jf. barnets lov § 72. Inden da skal barnet, forældrene, forældremyndighedsindehaveren og eventuelle plejeforældre samt deres advokater og bisiddere have lejlighed til at udtale sig. Indstillingen kan kun vedtages, hvis mindst fire af udvalgets fem medlemmer stemmer for. Den skal være skriftlig og begrundet.
4. Ankestyrelsen træffer afgørelsen. Når Ankestyrelsen modtager meddelelse om børne- og ungeudvalgets indstilling, træffer styrelsen afgørelse om adoption efter § 9, stk. 2-4, hvis betingelserne er opfyldt, jf. adoptionslovens § 10. Afgørelsen bortadopterer ikke barnet i sig selv - den frigiver barnet til adoption. Selve bevillingen udstedes senere.
5. Domstolsprøvelse. Ankestyrelsens afgørelse skal meddeles skriftligt og udleveres personligt eller forkyndes, og den skal oplyse om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen, jf. adoptionslovens § 11, stk. 1 og 2. Afgørelsen kan forlanges indbragt for retten inden 14 dage efter modtagelsen eller forkyndelsen, jf. § 11, stk. 3. Ankestyrelsen kan fastsætte eller forlænge fristen, når særlige grunde taler for det. Sagen behandles efter retsplejelovens kapitel 43 b. Ankestyrelsen skal indbringe sagen for byretten senest 3 uger efter modtagelsen af anmodningen, jf. retsplejelovens § 475 b, stk. 2. Retten afgør ved dom, om afgørelsen skal opretholdes eller ophæves.

Vigtige frister

• Anmodning om domstolsprøvelse af Ankestyrelsens afgørelse: 14 dage fra modtagelse eller forkyndelse, jf. adoptionslovens § 11, stk. 3.
• Ankestyrelsens indbringelse af sagen for byretten: senest 3 uger, jf. retsplejelovens § 475 b, stk. 2.
• Anke af byrettens dom til landsretten: 4 uger, jf. retsplejelovens § 475 i, stk. 1.
• Landsrettens dom kan som udgangspunkt ikke ankes til Højesteret, men reglerne om tredjeinstansbevilling finder tilsvarende anvendelse, jf. § 475 i, stk. 3. Det kræver altså tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Bemærk, at børne- og ungeudvalget i adoptionssager ikke træffer en afgørelse, der kan påklages. Udvalget afgiver en indstilling, og det er Ankestyrelsen, der træffer afgørelsen, jf. adoptionslovens § 10. Der er derfor ingen klagefrist i det led - dit værn er sagens behandling i Ankestyrelsen og herefter domstolsprøvelsen. Kører der sideløbende en anbringelsessag, kan børne- og ungeudvalgets afgørelse i den sag derimod påklages til Ankestyrelsen inden 4 uger, jf. barnets lov § 144.

Fristen på 14 dage for domstolsprøvelse er kort - markant kortere end de frister, man kender fra anbringelsesområdet. Kontakt en advokat med det samme, hvis du modtager en afgørelse fra Ankestyrelsen.

Barnet flyttes, før retten har afgjort sagen

Når Ankestyrelsen har frigivet et barn til adoption efter § 9, stk. 1-3, placeres barnet hos den ansøger, Adoptionsnævnet har udvalgt, jf. adoptionslovens § 32 a. Under den midlertidige placering har adoptanterne forældremyndigheden og forsørgelsespligten, og barnet er ikke længere anbragt efter barnets lov. Placeringen gennemføres og opretholdes, selv om afgørelsen er indbragt for retten. Den ophører først, når bevillingen udstedes, eller når retten ophæver afgørelsen og ankefristen er udløbet.

Det betyder i praksis, at barnet i mange sager er flyttet ind hos sin kommende adoptivfamilie, mens byretten og landsretten stadig behandler spørgsmålet om, hvorvidt barnet overhovedet må frigives. Højesteret fastslog i dom af 8. marts 2021 (UfR 2021.2400), at adoptionslovens § 32 a om midlertidig placering er i overensstemmelse med konventionens artikel 8, og gentog det i en dom af 23. august 2021, hvor det samtidig blev bemærket, at bestemmelsen ikke rejser spørgsmål i forhold til artikel 6. Reglerne begrænser ikke muligheden for, at en efterfølgende domstolsprøvelse ophæver afgørelsen om adoption. Det ændrer dog ikke ved, at tiden arbejder for den tilknytning, barnet i mellemtiden opbygger et andet sted.

Beviskravene og prognosevurderingen

Det tunge bevistema i en sag efter § 9, stk. 3, er, om det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. Vurderingen hviler på en forældrekompetenceundersøgelse med en tilhørende prognosevurdering, udarbejdet af en autoriseret psykolog, jf. barnets lov § 22, stk. 5.

I principmeddelelse 30-22 har Ankestyrelsen præciseret, hvad der kræves. Der stilles høje krav til oplysningsgrundlaget. Prognosevurderingen skal afdække, om den manglende forældreevne alene er en aktuel tilstand, eller om den har vist sig som et gentaget mønster på tværs af situationer og tid. Har forældrene ikke andre børn, og er barnet anbragt i tæt tilknytning til fødslen, så længerevarende observationer af samspillet ikke er mulige, stilles der større krav til de faglige vurderinger. Kommunen skal beskrive sine overvejelser om behandling af forældrenes egne vanskeligheder, og hvis der i undersøgelsen er anbefalet støtte eller behandling, skal kommunen forholde sig til, om den er iværksat - eller hvorfor den ikke er det.

Netop det sidste er ofte afgørende. I to af de fire sager i principmeddelelsen frigav Ankestyrelsen ikke barnet. I den ene lagde styrelsen vægt på, at prognosevurderingen var for vidtrækkende i forhold til undersøgelsens egne resultater og sagens samlede oplysninger, at der var tale om unge førstegangsforældre uden tidligere kommunal støtte, at de foreslåede behandlings- og støttetiltag aldrig var blevet iværksat, og at forældrene var stabile i samværet og modtagelige for vejledning. I den anden fandt styrelsen, at det ikke var sandsynliggjort, at farens forældreevne varigt var nedsat, selv om det var sandsynliggjort for morens vedkommende.

Bemærk, at principmeddelelsen er fra 2022 og henviser til servicelovens dagældende bestemmelser. Kriterierne for prognosevurderingen er uændrede, men henvisningerne skal i dag læses som barnets lov §§ 47 og 20.

En forældrekompetenceundersøgelse kan udfordres. Det kræver, at man både forstår juraen og den psykologfaglige metode bag undersøgelsen: testvalg, validering, tolkningsforbehold, og om konklusionerne overhovedet har dækning i materialet. Læs mere på vores side om forældrekompetenceundersøgelser, hvor vi også beskriver den principielle sag om gamle og fejlbehæftede undersøgelser, som vores kontor fører ved Højesteret.

Samvær og kontakt efter en adoption

Fordi det retlige bånd bortfalder efter adoptionslovens § 16, er der ingen automatisk ret til kontakt. Der kan dog efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller kontakt med den, der anmoder, jf. forældreansvarslovens § 20 a. Anden form for kontakt kan efter forældreansvarslovens § 22 blandt andet bestå i telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post og fotografier. Bestemmelsen gælder også under en midlertidig placering efter adoptionslovens § 32 a. Afgørelsen træffes af Familieretshuset eller familieretten ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Sådan er reglen. Praksis har set anderledes ud. Institut for Menneskerettigheder påviste i sin rapport Tvangsadoption i et menneskeretligt perspektiv fra februar 2023, at Familieretshuset ikke havde bevilget samvær mellem børn og deres biologiske forældre efter en tvangsbortadoption, og at domstolene havde givet afslag på samtlige ansøgninger om samvær efter adoption fra oktober 2009 til oktober 2022. Instituttet anbefalede blandt andet, at § 20 a ændres, så barnets ret til kontakt med sin biologiske familie efter adoption styrkes.

Billedet er under forandring. Højesteret har flere gange fastslået, at § 20 a skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 8, og at muligheden for kontakt ikke i realiteten må forbeholdes helt særlige tilfælde.

En dansk sag: fem år uden en afgørelse om kontakt

Højesteret afsagde den 3. april 2025 dom i en sag om samvær efter en bortadoption uden samtykke (sag BS-59289/2024-HJR, offentliggjort som U 2025.2398 H).

En kvinde fødte et barn i marts 2020. Barnet blev anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke få uger senere, frigivet til adoption den 1. juli 2020 og placeret hos adoptivforældrene den 14. august 2020. Forud for placeringen havde forældrene haft fire samvær med barnet af halvanden times varighed. Moren anmodede herefter om samvær efter forældreansvarslovens § 20 a.

Familieretten afslog i september 2021. Landsretten stadfæstede i januar 2022. Højesteret ophævede begge domme i februar 2023, fordi de ikke byggede på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og hjemviste sagen. Familieretten afslog på ny i maj 2024, og landsretten stadfæstede i august 2024.

Ved dommen af 3. april 2025 ophævede Højesteret igen begge domme. Flertallet på fire dommere lagde vægt på, at den sagkyndige psykolog ikke havde forholdt sig konkret til morens eget forslag om, at kontakten kunne bestå i, at hun kunne se barnet på en legeplads uden at tale med det, og at det ikke fremgik, om psykologens vurdering af hensynet til barnets mulighed for at kende sine rødder byggede på en konkret eller blot en generel betragtning. Flertallet udtalte, at selv om der skal lægges særlig vægt på barnets bedste, skal der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis også tages hensyn til de biologiske forældres interesser, i det omfang det kan ske uden skade for barnets helbred og udvikling. Moren skulle derfor modtage fotografier af barnet og have adgang til at se det på en legeplads, og sagen blev hjemvist, for at familieretten hurtigst muligt kunne fastsætte vilkårene og tage stilling til, om der herudover skulle fastsættes et begrænset samvær. Én dommer stemte for at stadfæste.

Højesteret bemærkede samtidig, at det i almindelighed må kræves, at afgørelsen om kontakt efter en adoption træffes i så nær tidsmæssig tilknytning til adoptionen som muligt, men at en urimelig lang sagsbehandlingstid, som i den foreliggende sag, ikke i sig selv kan føre til en afgørelse til skade for barnet.

Da Højesteret afsagde dom, var der gået næsten fem år, siden barnet blev placeret. Barnet var på det tidspunkt fem år gammelt. Spørgsmålet om kontakt var stadig ikke endeligt afgjort.

Menneskerettighedskonventionens artikel 8

Menneskerettighedsdomstolen har i en række sager mod Norge opstillet krav til adoption uden samtykke efter artikel 8 om ret til respekt for familieliv. De to centrale domme er storkammerdomme.

Strand Lobben m.fl. mod Norge. Storkammerdommen af 10. september 2019 (sag nr. 37283/13) angik en mor, hvis søn var anbragt i pleje kort efter fødslen, og som senere blev frataget forældreansvaret, hvorefter plejeforældrene fik lov at adoptere ham. Med 13 stemmer mod 4 fandt Domstolen, at artikel 8 var krænket over for både mor og barn.

Domstolen sammenfattede de bærende principper. Familiebånd må kun skæres over under helt ekstraordinære omstændigheder, fordi det afskærer barnet fra sine rødder, og der skal gøres alt for at bevare de personlige relationer og, hvor det er relevant, genopbygge familien. Myndighederne har en positiv pligt til at arbejde for familiesammenføring, så snart det med rimelighed er muligt, og pligten vejer stadig tungere, jo længere anbringelsen varer. Hvor myndighederne selv er ansvarlige for, at familien er gået i opløsning, fordi de har svigtet denne pligt, kan de ikke bygge en adoptionsafgørelse på, at der ikke er bånd mellem forælder og barn. Og når en plejeanbringelse erstattes af et så vidtgående skridt som fratagelse af forældreansvar og tilladelse til adoption, må det kun ske under ekstraordinære omstændigheder og kun, hvis det er båret af et tvingende hensyn til barnets bedste.

Konkret kritiserede Domstolen beslutningsgrundlaget. De sagkyndige erklæringer om morens omsorgsevne, som afgørelsen hvilede på, var omkring tre år gamle, og myndighederne indhentede ikke en ny forældrekompetenceundersøgelse eller inddrog de faktiske ændringer i morens situation - herunder at hun i mellemtiden havde fået endnu et barn, som boede hos hende. Domstolen lagde også vægt på, at den norske appelinstans havde afvist morens anmodning om, at der blev udarbejdet en ny undersøgelse. Samværet havde desuden været så begrænset, at det gav et spinkelt grundlag at drage slutninger fra, og der var ikke foretaget en reel afvejning mellem barnets og familiens interesser. Moren blev tilkendt 25.000 euro i godtgørelse.

Abdi Ibrahim mod Norge. I storkammerdommen af 10. december 2021 (sag nr. 15379/16) fandt Domstolen enstemmigt, at artikel 8 læst i lyset af artikel 9 var krænket. Moren var somalisk flygtning og bad ikke om at få sønnen hjem, men ønskede at bevare kontakten og at han kunne bevare sin kulturelle og religiøse baggrund. Domstolen fandt, at myndighederne ikke havde foretaget en reel afvejning mellem barnets og familiens interesser, men havde fokuseret ensidigt på barnets interesser i stedet for at forsøge at forene de to hensyn, og at de ikke seriøst havde overvejet muligheden for, at barnet kunne bevare kontakten til sin biologiske familie.

Begge domme er relevante i danske sager. Højesteret har udtrykkeligt henvist til dem, blandt andet i dommen af 3. april 2025, og de danske regler og afgørelser skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med denne praksis.

Omfang og tal

Adoption uden samtykke var i mange år en sjældenhed. Reglerne blev lempet i 2009, hvor det blev muligt at bortadoptere børn under ét år og børn, der havde været anbragt i mindst tre år, og igen i 2015, hvor beviskravet blev sænket fra “godtgjort” til “sandsynliggjort”, og hvor både aldersgrænsen og kravet om forudgående anbringelse blev ophævet. Med barnets lov og de tilhørende ændringer af adoptionsloven blev kommunernes pligt til at overveje adoption udvidet fra 1. januar 2024, og det blev muligt i helt ekstraordinære tilfælde at træffe afgørelse inden fødslen.

Ankestyrelsens undersøgelse Kommunernes brug af reglerne om adoption uden samtykke fra maj 2025 viser udviklingen:

• I 2020 blev 30 børn bortadopteret uden samtykke efter § 9, stk. 3 eller 4. I 2024 var tallet 41 børn, heraf 31 fremmedadoptioner efter stk. 3 og 10 plejefamilieadoptioner efter stk. 4.
• Det samlede antal afgørelser i Ankestyrelsen, inklusive hjemvisninger og afvisninger, steg fra 41 i 2020 til 54 i 2024.
• I 2018 havde 23 pct. af kommunerne indstillet en eller flere sager inden for de foregående tre år. I 2024 var andelen 54 pct. Kommunerne skønnede samlet, at de havde indstillet omkring 201 sager til børne- og ungeudvalgene over tre år, mod omkring 35 sager i perioden 2015-2018.
• Flere af de interviewede kommuner peger selv på statsministerens nytårstale den 1. januar 2020 som vendepunktet, hvor et nationalpolitisk ønske om flere bortadoptioner satte aftryk i forvaltningerne.

DR oplyste i maj 2026 med henvisning til tal fra Ankestyrelsen, at antallet er mere end fordoblet siden nytårstalen i 2020, og at 39 børn blev bortadopteret i 2025.

Hold tallene op mod Menneskerettighedsdomstolens udgangspunkt: at familiebånd kun må skæres over under helt ekstraordinære omstændigheder. Institut for Menneskerettigheder konkluderede i 2023, at den danske lovgivning sætter tærsklen for lavt, og at Danmark risikerer at krænke børns og forældres ret til familieliv.

Grundlaget under afgørelserne

En indstilling om adoption uden samtykke bygger på den børnefaglige undersøgelse og på, at betingelserne for anbringelse uden samtykke er opfyldt. Kvaliteten af netop det grundlag er i april 2026 blevet undersøgt af Rigsrevisionen. I beretning nr. 11/2025 om sagsbehandling ved anbringelser af børn påtalte Statsrevisorerne skarpt, at kommunernes behandling af anbringelsessager i 69 pct. af sagerne ikke overholder ét eller flere af lovkravene. For 57 pct. af børnene var den børnefaglige undersøgelse ikke udarbejdet inden for fristen, og for 21 pct. forelå den fortsat ikke et halvt år efter afgørelsen om anbringelse, selv om den som udgangspunkt skal udarbejdes inden afgørelsen. Rigsrevisionen vurderede Social- og Boligministeriets indsats som meget utilfredsstillende og kommunernes sagsbehandling som kritisabel.

Ankestyrelsens egen undersøgelse peger i samme retning på ét punkt: 79 pct. af kommunerne oplever i høj eller nogen grad udfordringer med lang ventetid på de psykologundersøgelser, som sagerne hviler på, og kommunerne beskriver ventetider på mellem tre og ni måneder. Undersøgelsen viser desuden, at kommunerne savner hjemmel til at tilbyde støtte til forældre, der har fået deres barn bortadopteret: så snart adoptionen er gennemført, er der ikke længere en sag.

Det er derfor, det er værd at gennemgå grundlaget nøje. Fejl og mangler i den børnefaglige undersøgelse, i forældrekompetenceundersøgelsen eller i prognosevurderingen er ikke formaliteter. De er selve fundamentet under en afgørelse, der ikke kan gøres om.

Din ret til advokat

Du har ret til advokatbistand betalt af det offentlige gennem hele sagen, og du vælger selv advokaten.

Under sagens behandling i kommunen, børne- og ungeudvalget og Ankestyrelsen skal kommunalbestyrelsen beskikke en advokat for barnet, inden sagen forelægges for børne- og ungeudvalget, og skal samtidig tilbyde forældrene, en eventuel anden forældremyndighedsindehaver og barnets eventuelle plejeforældre at få beskikket en advokat, jf. adoptionslovens § 15 a, stk. 3. Bemærk formuleringen: barnet får automatisk en advokat, mens du som forælder skal tage imod tilbuddet. Sig ja, og sig hvem du ønsker. Om salær og godtgørelse for udlæg gælder samme regler som ved fri proces, jf. § 15 a, stk. 4.

Ved domstolene beskikker retten en advokat for sagens parter bortset fra Ankestyrelsen, medmindre man selv har antaget en advokat, jf. retsplejelovens § 475 c, stk. 2. Retten kan beskikke en værge for barnet. Retten drager selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af parter og vidner og om indhentelse af sagkyndige udtalelser, jf. retsplejelovens § 475 e. Udgifterne ved bevisførelsen afholdes af statskassen, jf. retsplejelovens § 475 h. Retsmøderne foregår for lukkede døre, og ved offentlig gengivelse af dommen må der ikke offentliggøres navne eller andet, der kan identificere de personer, dommen nævner, jf. retsplejelovens § 475 g.

Det er uden betydning, hvor i landet du bor. Vi møder i børne- og ungeudvalget, i Ankestyrelsen og ved retten i hele landet, og du kommer ikke til at betale for kørsel eller rejseudgifter, hvis du vælger os.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på, at mit barn er anbragt, og at det bortadopteres?

Ved en anbringelse beholder du forældremyndigheden, barnet har ret til samvær med dig, og anbringelsen skal genbehandles med jævne mellemrum. Ved en bortadoption bortfalder det retlige forhold mellem dig og dit barn, jf. adoptionslovens § 16. Der er ingen genbehandling og ingen hjemgivelse, og kontakt kan kun etableres gennem en særskilt sag efter forældreansvarslovens § 20 a.

Kommunen har varslet, at de overvejer adoption. Hvad skal jeg gøre nu?

Tag imod tilbuddet om advokat med det samme og vælg selv hvem. Jo tidligere en advokat kommer ind i sagen, jo bedre kan grundlaget påvirkes, mens undersøgelserne stadig laves. Det gælder også, hvis du er gravid, og kommunen har rejst spørgsmålet inden fødslen. Bed om aktindsigt, og gem alt skriftligt materiale fra kommunen.

Er der noget, der taler til min fordel, hvis kommunen aldrig har sat støtte i gang?

Det kan have stor betydning. Ankestyrelsen har i principmeddelelse 30-22 lagt vægt på, at anbefalede behandlings- og støttetiltag ikke var iværksat, da styrelsen nåede frem til, at det ikke var sandsynliggjort, at forældrene varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen. Menneskerettighedsdomstolen har tilsvarende fastslået, at myndighederne ikke kan bygge en adoption på manglende bånd mellem forælder og barn, hvis de selv har svigtet pligten til at arbejde for familiesammenføring. Det er ikke en garanti, men det er et af de vigtigste punkter at få frem.

Får jeg samvær med mit barn efter en adoption?

Der kan fastsættes samvær eller anden kontakt efter forældreansvarslovens § 20 a, og Højesteret har fastslået, at bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med konventionens artikel 8, så muligheden ikke i praksis forbeholdes helt særlige tilfælde. Men afgørelsen træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og i mange år blev der reelt ikke givet samvær. Du skal derfor ikke regne med samvær som en given ting. Anmod om det tidligt, og helst i tidsmæssig sammenhæng med adoptionen - det har Højesteret udtrykkeligt lagt vægt på.

Hvad sker der med mit barn, mens sagen er i retten?

Er barnet frigivet efter § 9, stk. 3, flyttes det som udgangspunkt ind hos den kommende adoptivfamilie efter adoptionslovens § 32 a, også mens domstolssagen kører. Ophæver retten Ankestyrelsens afgørelse, og udløber ankefristen, uden at der ankes, ophører den midlertidige placering. Barnet vil da typisk fortsat være anbragt, og spørgsmålet om hjemgivelse behandles efter barnets lov.

Hvad koster det at få en advokat?

Ikke noget for dig. I sager om adoption uden samtykke betales advokatbistanden af det offentlige i alle led, både under den administrative behandling og ved domstolene, og du vælger selv advokaten.

Kommunen har rejst spørgsmålet, fordi jeg venter et barn mere. Kan de det?

Ja. Efter barnets lov § 69, stk. 2, skal kommunen overveje adoption, når en forælder til et barn, der er anbragt eller bortadopteret på grund af manglende forældreevne, venter endnu et barn. Men pligten til at overveje er ikke det samme som, at betingelserne er opfyldt. Der skal fortsat foretages en selvstændig og aktuel vurdering af dine forhold og af det kommende barns behov, og en afgørelse inden fødslen kræver efter § 9, stk. 3, 2. pkt., at der foreligger helt ekstraordinære forhold.

Sådan hjælper vi dig

Har du fået varsel om, at kommunen overvejer adoption uden samtykke, eller står du midt i en sag, er du velkommen til at kontakte os. Vi gennemgår grundlaget kritisk - den børnefaglige undersøgelse, forældrekompetenceundersøgelsen og prognosevurderingen - gør indsigelse de rigtige steder, møder for dig i børne- og ungeudvalget og i Ankestyrelsen og fører sagen ved domstolene. Advokatbistanden er gratis for dig i disse sager, og du vælger selv din advokat.

Vores advokat (L) Kasper Fuhr Christensen er tidligere formand for børne- og ungeudvalget i Randers Kommune. Vi kender derfor udvalgets arbejde, beslutningsproces og sagsbehandling indefra - en viden, der er værdifuld, når din sag skal forberedes til netop det møde, hvor indstillingen om adoption behandles.

Sidens menneskeretlige spørgsmål er heller ikke teori for os. Vores advokat (L) Frederik Blicher Jepsen fører i dag flere sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og har derfor indgående kendskab til Domstolens praksis i netop denne type sager. Det er også Frederik, der har håndteret den principielle sag om forældrekompetenceundersøgelser, der nu skal for Højesteret, og som er ansvarlig for sagens førelse dér.

Er du pårørende - for eksempel bedsteforælder, søskende eller ny partner - er du velkommen til en indledende og uforpligtende drøftelse af sagen. Selve sagen kan vi dog kun påtage os efter henvendelse fra forældremyndighedsindehaveren selv, en værge eller en myndighed.

Læs også om vores arbejde med tvangsfjernelser, forældrekompetenceundersøgelser, formandsbeslutninger og menneskerettigheder.