Tvangsmedicinering

Tvangsbehandling i psykiatrien: tvangsmedicinering og beroligende medicin med tvang

Tvangsbehandling betyder, at en indlagt patient behandles uden sit samtykke. Det dækker både egentlig tvangsmedicinering, hvor selve den psykiske lidelse behandles med medicin mod patientens vilje, og akut beroligende medicin til en meget urolig patient. Der er ikke tale om en frihedsberøvelse, men om et indgreb i den fysiske integritet og privatlivet, og loven stiller en række betingelser op for, at det må ske. Betingelserne bliver ikke altid overholdt i praksis, og en behandling, der er gennemført i strid med reglerne, kan være ulovlig og udløse godtgørelse.

Siden er en del af vores arbejdsområde psykiatriret, hvor du blandt andet også kan læse om tvangstilbageholdelse og tvangsfiksering.

Betingelserne for tvangsbehandling

Tvangsbehandling er reguleret i psykiatrilovens § 12. Behandlingen må kun anvendes over for en patient, der er indlagt og opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, det vil sige er sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, jf. § 5 og § 10.

Det er værd at bemærke, at det ikke kræves, at patienten rent faktisk er tvangstilbageholdt. Også en patient, der er indlagt frivilligt, kan tvangsbehandles, hvis betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, altså hvis en udskrivning på det pågældende tidspunkt ville være uforsvarlig. At man er gået frivilligt ind, er derfor ingen garanti mod at blive tvangsbehandlet.

Omvendt kan patientens modvilje mod behandlingen få betydning for, om indlæggelsen overhovedet kan anses for frivillig. Det viser Østre Landsrets dom i U.2023.1935 Ø: en kvinde havde ladet sig frivilligt indlægge efter et selvmordsforsøg, men gav under indlæggelsen gentagne gange udtryk for, at hun ønskede at blive udskrevet og var imod behandlingen. Lægen informerede hende om, at hun ikke kunne udskrives på grund af selvmordsrisikoen, hvilket hun “accepterede”. Landsretten fastslog, at sondringen mellem frivillighed og tvang beror på, om der foreligger et informeret samtykke efter sundhedslovens kapitel 5, og at et samtykke, der reelt er opnået ved pres, fordi behandlingen præsenteres som uomgængelig, ikke er et frivilligt samtykke - især ikke, når patienten ikke samtidig vejledes om forskellen på frivillig behandling og tvang. Da regionen ikke kunne bevise, at der forelå et reelt informeret samtykke, blev kvinden anset for ulovligt tvangstilbageholdt i knap to uger, uanset at der efter de lægelige oplysninger var indikation for tvangstilbageholdelse. En patients gentagne udtryk for modvilje kan altså betyde, at en “frivillig” indlæggelse i virkeligheden er en tvangstilbageholdelse, som skal opfylde alle lovens formkrav - med tvangsprotokol, patientrådgiver og klageadgang.

Uanset behandlingsform gælder det grundlæggende princip i § 4: tvang må ikke bruges, før alt er gjort for at opnå patientens frivillige medvirken, indgrebet skal stå i rimeligt forhold til formålet, og en mindre indgribende foranstaltning skal vælges, hvis den er tilstrækkelig.

De forskellige former for tvangsbehandling

Tvangsbehandling er en samlebetegnelse, der dækker flere forskellige indgreb. Ud over tvangsmedicinering omfatter begrebet blandt andet tvangsbehandling med elektrostimulation (ECT), som kun må anvendes, hvis patienten befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand, jf. § 12, stk. 3, samt tvangsernæring. Hertil kommer, at overlægen efter § 12, stk. 4, samtidig med beslutningen om tvangsbehandling bestemmer, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes fysisk magt til at gennemføre behandlingen.

På denne side behandler vi de to former, der fylder mest i praksis, og som oftest forveksles med hinanden: den egentlige tvangsmedicinering og akut beroligende medicin med tvang.

Tvangsmedicinering

Ved tvangsmedicinering behandles selve den psykiske lidelse med medicin, typisk antipsykotika, uden patientens samtykke. Det er et af de mest indgribende tvangsindgreb, og proceduren er derfor detaljeret reguleret, blandt andet i bekendtgørelsen om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger. Det er netop disse procedurekrav, hospitalerne oftest overtræder, og derfor dem, klagesagerne typisk kommer til at handle om. Blandt de vigtigste krav er:

Er disse krav ikke opfyldt, kan tvangsmedicineringen tilsidesættes som ulovlig, selv om patienten utvivlsomt var syg.

Beroligende medicin med tvang

Beroligende medicin med tvang forveksles ofte med tvangsmedicinering, men det er noget andet. Her er formålet ikke at behandle selve lidelsen, men akut at berolige en meget urolig patient. Hvor § 12 fastsætter de almindelige betingelser for tvangsbehandling, findes de særlige betingelser for beroligende middel i § 17, stk. 2: en læge kan bestemme, at en meget urolig patient om fornødent med magt skal have et beroligende middel, når det er af afgørende betydning for at bedre patientens tilstand.

Beroligende medicin kan efter omstændighederne gives også over for en patient, der er indlagt frivilligt. Også her gælder § 4: der skal først forsøges mindre indgribende midler, og hver enkelt indgivelse skal kunne begrundes selvstændigt. Man kan ikke give den ene indsprøjtning efter den anden uden på ny at vurdere, om noget mindre indgribende ville være tilstrækkeligt.

Kravet om mindste middel - en principiel dom

Hvor vigtigt kravet om mindste middel er, illustreres af en utrykt byretsdom, som vi ofte henviser til i de sager, vi fører. En kvinde blev frivilligt indlagt og fik i løbet af en enkelt nat beroligende medicin med tvang otte gange. Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte den første indsprøjtning, men tilsidesatte de øvrige syv, fordi det ikke fremgik af journalen, at lægen forud for hver af dem havde taget stilling til, om en mindre indgribende foranstaltning kunne have været brugt i stedet.

Ved dom af 27. marts 2023 tilkendte Retten i Hillerød herefter kvinden en godtgørelse. Retten fastslog, at de syv tvangsindgivelser var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv, fordi de ikke var foretaget i overensstemmelse med loven, og fastsatte godtgørelsen til 15.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26. Regionen havde gjort gældende, at sagen skulle afvises og i stedet behandles af Patienterstatningen, men det afviste retten: der var tale om en krænkelse af den personlige integritet med krav på godtgørelse for tort, som hører hjemme ved domstolene.

Dommen viser to ting. For det første, at gentagen tvang med medicin skal kunne begrundes indgreb for indgreb; det er ikke nok, at den første beslutning var berettiget. For det andet, at en afgørelse fra klagenævnet, der giver patienten medhold, ikke i sig selv er tilstrækkelig oprejsning, idet der kan være krav på en økonomisk godtgørelse oveni.

Klage og domstolsprøvelse - en anden vej end ved frihedsberøvelse

Her adskiller tvangsbehandling sig væsentligt fra tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og bæltefiksering. En beslutning om tvangsbehandling påklages i første omgang til Det Psykiatriske Patientklagenævn, jf. § 35. Er man ikke enig i afgørelsen, kan den påklages videre til Det Psykiatriske Ankenævn efter § 38, som er den øverste administrative instans.

Til gengæld er tvangsbehandling, i modsætning til frihedsberøvelse og bæltefiksering, ikke omfattet af den adgang til domstolsprøvelse med beskikket advokat, der følger af § 37. Ønsker man en domstol til at prøve lovligheden af en tvangsmedicinering og kræve godtgørelse for den, kræver det derfor et almindeligt civilt søgsmål mod regionen. Det fører vi blandt andet i sager, hvor Patientklagenævnet eller Ankenævnet allerede har fundet behandlingen ulovlig, men hvor afgørelsen ikke i sig selv har givet patienten oprejsning.

Opsættende virkning - et vigtigt redskab for patienten

En klage over tvangsbehandling adskiller sig fra klager over frihedsberøvelse på et helt afgørende punkt: den har som udgangspunkt opsættende virkning. Det følger af § 32, stk. 3, at en klage over en beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre en omgående gennemførelse er nødvendig for ikke at udsætte patientens eller andres liv eller helbred for væsentlig fare. I praksis betyder det, at næsten alle beslutninger om tvangsmedicinering får opsættende virkning, hvis der klages.

Opsættende virkning vil sige, at behandlingen ikke må sættes i gang, mens klagen behandles. Og fordi Det Psykiatriske Patientklagenævn skal træffe afgørelse i disse sager inden syv hverdage, jf. § 36, stk. 3, og nævnets forretningsorden, kan man ved straks at klage og bede om opsættende virkning reelt udskyde tvangsmedicineringen, indtil nævnet har taget stilling.

Adgangen har en yderligere fordel: fordi nævnet skal mødes og afgøre spørgsmålet hurtigt, kan en klage over tvangsmedicinering i praksis også fremskynde nævnets stillingtagen til en samtidig klage over for eksempel frihedsberøvelse, som ellers ville blive behandlet væsentligt langsommere.

Vigtige frister ved tvangsbehandling

• Betænkningstid: Før overlægen kan beslutte tvangsbehandling, skal du have en passende betænkningstid på højst 3 dage, jf. psykiatrilovens § 12, stk. 5. I betænkningstiden skal du dagligt tilbydes medicinen til frivillig indtagelse.
• Klag straks: En klage over tvangsbehandling har som udgangspunkt opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3 - behandlingen må altså ikke sættes i gang, mens klagen behandles. Den opsættende virkning er det redskab, der reelt kan udskyde behandlingen, men den virker kun, hvis du når at klage, før behandlingen er gennemført. Vent derfor ikke.
• Nævnets afgørelse: Det Psykiatriske Patientklagenævn skal afgøre klager over tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, inden 7 hverdage efter, at klagen er modtaget, jf. § 36, stk. 3, og § 11 i nævnets forretningsorden.
• Klage til Det Psykiatriske Ankenævn: Er du uenig i Patientklagenævnets afgørelse, skal klagen til Ankenævnet være indgivet senest 3 måneder efter, at du har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 38, stk. 2. Ankenævnet kan kun se bort fra en fristoverskridelse, når særlige grunde taler for det.

Omfanget af tvang med medicin i Danmark

Beroligende medicin med tvang er sammen med bæltefiksering det hyppigst anvendte tvangsindgreb i dansk psykiatri. På landsplan blev der givet akut beroligende medicin med tvang 9.666 gange i 2023, og brugen har været stigende gennem en årrække. Dertil kommer den egentlige tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin. Der er altså tale om indgreb, som rammer mange patienter, og hvor lovens betingelser langtfra altid bliver overholdt.

Har du eller en pårørende været udsat for tvangsbehandling?

En tvangsbehandling kan påklages til Det Psykiatriske Patientklagenævn og videre til Det Psykiatriske Ankenævn, og lovligheden kan efterprøves ved domstolene gennem et civilt søgsmål, hvor der også kan kræves godtgørelse. Hos Blicher Fuhr Advokatfirma har vi indgående erfaring med sager om tvang i psykiatrien, herunder klager over tvangsmedicinering og retssager om godtgørelse for ulovlig tvangsbehandling. Er du patient, er du velkommen til at kontakte os direkte. Er du pårørende, tager vi også gerne en indledende, uforpligtende drøftelse - vær dog opmærksom på, at vi kun kan føre selve sagen efter henvendelse fra patienten selv, en værge eller en myndighed.

Ofte stillede spørgsmål om tvangsmedicinering

Hvad er forskellen på tvangsmedicinering og beroligende medicin med tvang?

Ved tvangsmedicinering behandles selve din psykiske lidelse med medicin uden dit samtykke, typisk med antipsykotika over en periode, jf. psykiatrilovens § 12. Beroligende medicin med tvang er derimod et akut indgreb over for en meget urolig patient, hvor formålet ikke er at behandle lidelsen, men at berolige her og nu, jf. § 17, stk. 2. De to indgreb har hver deres betingelser, og det har betydning for, hvad en klage skal handle om.

Kan jeg tvangsmedicineres, selv om jeg er indlagt frivilligt?

Ja, det er muligt. Tvangsbehandling kræver ikke, at du faktisk er tvangstilbageholdt - kun at du opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 12 og § 10. Omvendt kan din modstand mod behandlingen betyde, at indlæggelsen reelt ikke længere er frivillig, men er en tvangstilbageholdelse med de formkrav og klagemuligheder, der følger med. Det kan du læse mere om ovenfor på siden og på vores side om tvangstilbageholdelse.

Hvad er betænkningstid, og hvor lang er den?

Betænkningstiden er den periode, du har krav på til at overveje, om du vil tage medicinen frivilligt, før overlægen kan beslutte tvangsbehandling. Den skal have en passende varighed, dog højst 3 dage, jf. § 12, stk. 5. I betænkningstiden skal du dagligt tilbydes medicinen til frivillig indtagelse, og forsøgene på at motivere dig skal skrives i journalen. Mangler ved betænkningstiden eller motivationen er blandt de fejl, klagenævnene oftest tilsidesætter tvangsbehandlinger på grund af.

Stopper behandlingen, hvis jeg klager?

Som udgangspunkt ja. En klage over en beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3, og behandlingen må så ikke sættes i gang, før klagen er afgjort. Undtagelsen er de tilfælde, hvor en omgående gennemførelse er nødvendig af hensyn til alvorlig fare for dig selv eller andre. Klag derfor med det samme - den opsættende virkning hjælper kun, hvis klagen er indgivet, før behandlingen gennemføres.

Hvor hurtigt skal nævnet afgøre min klage?

Det Psykiatriske Patientklagenævn skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, inden 7 hverdage efter, at klagen er modtaget, jf. § 36, stk. 3, og § 11 i nævnets forretningsorden. Fristen er kort, netop fordi behandlingen som udgangspunkt er sat i bero, mens klagen behandles.

Må de give mig depotmedicin?

Kun undtagelsesvist. Efter § 5 i bekendtgørelsen om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger bør depotpræparater i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling, hvis man ikke kender din reaktion på behandlingen. Det Psykiatriske Ankenævn anser i sin praksis depotmedicin for den mest indgribende behandlingsform, som der skal være særlige grunde til at vælge. Er du blevet tvangsbehandlet med depotmedicin, uden at der foreligger en konkret begrundelse for netop den behandlingsform, kan det være en fejl, der kan føre til, at beslutningen tilsidesættes.

Hvad kan jeg gøre, hvis nævnet har givet mig medhold, men der ikke er sket mere?

En afgørelse fra klagenævnet, der giver dig medhold, er ikke i sig selv fuld oprejsning. Har du været udsat for en ulovlig tvangsbehandling, kan du herudover have krav på en økonomisk godtgørelse - men det krav kommer ikke af sig selv. Det skal rejses over for regionen og om nødvendigt gennem et civilt søgsmål ved domstolene. Det var netop situationen i den byretsdom, der er omtalt ovenfor på siden, hvor patienten fik tilkendt godtgørelse, selv om klagenævnet allerede havde tilsidesat størstedelen af indgrebene. Vi fører denne type sager og kan vurdere, om der er grundlag for et krav i din situation.

Kan jeg få godtgørelse for ulovlig tvangsmedicinering?

Ja, det er muligt. En tvangsbehandling, der er gennemført i strid med reglerne, kan udgøre en krænkelse af retten til privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og der kan i så fald tilkendes godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Kravet behandles ved domstolene gennem et civilt søgsmål mod regionen - det gælder, selv om regionen måtte mene, at sagen hører hjemme hos Patienterstatningen. Størrelsen af en eventuel godtgørelse afhænger af indgrebets karakter og omfang.

Har jeg ret til en advokat betalt af det offentlige?

Det afhænger af, hvilket tvangsindgreb sagen handler om. Ved domstolsprøvelse af frihedsberøvelse - for eksempel tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse - og af tvangsfiksering beskikker retten en advokat, som betales af det offentlige, jf. § 37. Sådan er det ikke i sager om tvangsbehandling. Her kræver domstolsprøvelse et almindeligt civilt søgsmål mod regionen, og der beskikkes ikke en advokat efter psykiatriloven. Det betyder i praksis, at omkostningerne ved sagen afhænger af dens konkrete forløb og udfald. Efter omstændighederne kan der være mulighed for fri proces eller dækning gennem en retshjælpsforsikring - det afhænger af din situation og kan afklares, inden sagen anlægges. Kontakt en af vores advokater for en konkret vurdering.