Blicher Fuhr Logo
Klage over politiet

Klage over politiet

Politiklage

Blicher Fuhr Advokatfirma har stor ekspertise med at udarbejde klager over politiet. Ønsker du hjælp til at klage over politiet, kan vi i mange tilfælde tilbyde at udarbejde en klage gratis.

Hvis du har været udsat for politivold eller politibrutalitet er det vigtigt, at du reagerer hurtigt. Beviser bør sikres med det samme. Jo flere og stærkere beviser du har, jo bedre en sag vil du have.

Du bør tage kontakt til en advokat med speciale i at klage over politiet så tidligt i processen som muligt. En advokat med erfaring i processen vil kunne vejlede dig i at sikre beviser og derved bidrage til, at du står stærkere i den efterfølgende klagesag.


Politivold

Hvis du har været udsat for politivold eller politibrutalitet, er det afgørende, at du hurtigst muligt sikrer dig dokumentation for dine skader. Dette gælder selvom skaderne måske kan virke overfladiske. Det er vigtigt, at du opsøger skadestue eller læge med det samme. Du bør fortælle lægepersonalet hvad du har været udsat for. Du bør også fortælle personalet, at du agter at anmelde eller klage over politiet. Lægepersonalet er herefter forpligtiget til at notere en lang række oplysninger om dine skader. Disse oplysninger er ofte altafgørende i sager om politivold og politibrutalitet. Udover at blive tilset af læge er det også en god idé at tage billeder af dine skader.

Er der vidner til episoden vil det også være fordelagtigt, hvis du kan sikre sig deres kontaktinformationer. På den måde kan politiklagemyndigheden hurtigt kan identificere og afhøre vidnerne.

Er du i besiddelse af videomateriale, der dokumenterer episoden, vil dette kunne være afgørende. Det er vores anbefaling, at du ikke deler videomaterialet med nogen inden vi har haft mulighed for at gennemgå dette.


Hvem behandler klager over politiet?

Anmeldelser af strafbare forhold begået af politipersonale efterforskes af Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Et strafbart forhold kan for eksempel foreligge, hvis du har været udsat for politivold eller politibrutalitet.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker også klager over politiets adfærd. En kritisabel adfærd kan for eksempel foreligge, hvis en polititjenestemand har talt uhøfligt til dig.

Såfremt politiklagemyndigheden beslutter at indlede efterforskning i din sag, vil du ofte have ret til at få beskikket en advokat på det offentliges regning. I de fleste tilfælde vil det således være uden omkostninger for klager at have advokatbistand under hele processen.

Episoder, som giver anledning til at anmelde eller klage over politipersoner står sjældent alene. Ofte vil sådanne episoder også give anledning til, at der bør fremsendes et erstatningskrav til politiet eller indbringes et tvangsindgreb for retten. De forskellige klager, krav og anmodninger skal ofte rettes mod forskellige myndigheder, ligesom der gælder forskellige frister for hvor hurtigt kravene skal fremsættes.


Erstatning
Udover at klage over politiet kan du også have ret til erstatning. Dette er ofte tilfældet, hvis politiet uberettiget har udsat dig for et tvangsindgreb. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis politiet har visiteret dig, tilbageholdt dig eller ransaget din bil uden at have fundet noget. Erstatning tilkendes på et objektivt grundlag, hvilket betyder, at politiet ikke behøver at have gjort noget forkert. Det afgørende er, om du uforskyldt er blevet udsat for politiets indgreb. Er dette tilfældet vil du som udgangspunkt have ret til erstatning.

Erstatningsniveauerne reguleres årligt og fastsættes af Rigsadvokaten. Du kan læse om erstatningsniveauerne for 2020 her.


Klage over Detentionsanbringelse

Hvis du har været anbragt i en detention, har du sandsynligvis været udsat for en såkaldt ”administrativ frihedsberøvelse”. I dette tilfælde kan du forlange, at frihedsberøvelsen indbringes for retten. Retten skal herefter tage stilling til, om frihedsberøvelsen var lovlig. Under denne proces har du mulighed for at få beskikket en advokat. Såfremt du ønsker vores bistand i sagen, vil vores salær således blive afholdt af det offentlige. Der gælder en frist på 4 uger for at anmode om, at frihedsberøvelsen indbringes for retten. Det er derfor vigtigt, at du kontakter os hurtigst muligt, eller på egen hånd anmoder politiet om at indbringe sagen for retten.


Kontakt
Ønsker du vores bistand til at udarbejde en anmeldelse eller klage over politiet, kan du kontakte os via den nedenstående kontaktformular. Vi vender ofte tilbage samme dag. Du kan også ringe til os. Alle drøftelser af sager er gratis, og i mange tilfælde vil vi kunne yde bistand som betales af det offentlige.

+45 47 47 00 99

post@blicherfuhr.dk

Torvegade 14, 1. 1, 8900 Randers C

Kontakt os

Vi besvarer din henvendelse hurtigst muligt